Forslag: Bedre hjælp til fiskere og fangere samt til landbruget 

Naalakkersuisut lægger op til en revideret lov om genetableringsstøtte, som skal bane vej for at fiskere og fangere samt landbrugsaktører kan søge om at få økonomisk hjælp, i tilfælde af opstået behov som følger af klimatiske forhold og indtægtsfald. Under førstebehandlingen af forslaget torsdag var der stor tilslutning til forslaget, der nu sendes til udvalgsbehandling.

Den seneste eksempel på drastisk indtægtsfald som følger af klimaændringerne er sket for fangerne og fiskerne i Savissivik sidste vinter.
Offentliggjort

Medlem af Inatsisartut, Pipaluk Lynge (IA), har under efterårssamlingen 2023 fremsat forslag til oprettelse af en hovedkonto på Finansloven med henblik på at kunne yde økonomisk hjælp til borgere, herunder fiskere, fangere og fåreholdere, som i udøvelsen af deres erhverv er akut ramt af katastrofelignende forhold, relateret til de globale klimaforandringer.

Naalakkersuisut har imødekommet forslaget, dog igennem et forslag til ændring af genetableringsstøtteloven i stedet for at oprette en ny hovedkonto.

Økonomisk støtte har været et relativt aktuelt emne i løbet af det sidste års tid, hvor Sermitsiaq har dækket situationen med dårlige fangstmuligheder og dermed dårlige indtægtsmuligheder i Savissivik i nord på grund af klimatiske ændringer der gjorde, at fangerne ikke kunne gå på fangst.

Forslaget vil gøre det nemmere at få adgang til genetableringsstøtte for erhvervsfiskere, erhvervsfangere og udøvere af erhvervsmæssigt landbrug. 

Dette kommer til udtryk ved, at der etableres tilstrækkelig hjemmel til at tildele økonomisk støtte til de i loven omfattede personer, som med kort varsel mister hele eller meget væsentlige dele af deres indtægt på grund af katastrofelignende forhold.

Flere ændringer i loven 

Derudover er der også fiskere og fangere, som har meget små indtægter, at de end ikke kan leve op til krav om at have forsikring. De var afskåret fra at kunne søge om støtte, men igennem forslaget skal de også fremover kunne søge om støtte.

Der vil således, såfremt forslaget bliver vedtaget, komme flere ændringer i loven, der til sammen skal gøre det lettere og nemmere for fiskere, fangere - og som noget nyt, landbrugsdrivende - at søge om hjælp i tilfælde af mistet udstyr, i tilfælde af udeblevet fangst som følger af klimaændringer samt ved at øge det maksimale udbetalingsbeløb fra 25.000 kroner til 50.000 kroner.

Andenbehandlingen af forslaget sker den 12. november mens tredjebehandlingen er planlagt til 19. november.

Powered by Labrador CMS