Forskning: "Hjerteflimmer" er lige så hyppigt i Grønland som i Europa

Forekomsten af sygdommen atrieflimren, kendt som hjerteflimmer, er på samme niveau i Grønland som i Europa, konkluderer ph.d.studie.

Læge og forsker Nadja Albertsen har sammenlignet resultater fra Grønland med forskningsresultater fra andre lande, og hun konkluderer, at forekomsten af atrieflimren i Grønland ser ud til at svare til forekomsten i Europa.
Offentliggjort

I en omfattende undersøgelse har læge og forsker Nadja Albertsen kastet lys over omfanget af hjertesygdommen atrieflimren i Grønland.

Sygdommen er også kendt under det mere folkelige navn hjerteflimmer, og det er en tilstand, hvor hjertet slår i en særlig uregelmæssig rytme.

I en pressemeddelelse fortæller forskeren om resultaterne:

- Resultaterne viste, at 1,4% af hele Grønlands befolkning er diagnosticeret med atrieflimren, og at knap hver tiende af 226 deltagere i Nuuk havde atrieflimren. En del af deltagerne i Nuuk var ikke diagnosticeret før undersøgelsen.

Deltagerne i undersøgelsen i Nuuk var mindst 50 år gamle oplyser forskeren, der også understreger, at alle deltagere i studiet fra Nuuk med atrieflimren eller tegn på hjertesygdom er kontaktet og henvist til læge.

På baggrund af studiet konkluderer Nadja Albertsen, at forekomsten af hjertesygdommen er på samme niveau som i Europa. 

Ifølge Nadja Albertsen kan atrieflimren i sig selv være ubehageligt, men det øger også risikoen for alvorlige sygdomme som blodpropper i hjernen, demens og hjertesvigt.

Hun sender en stor tak til Det Grønlandske Sundhedsvæsen, Ilisimatusarfik, Dronning Ingrids Sundhedscenter, Dronning Ingrids Hospital, Steno Diabetes Center og særligt alle deltagerne i projekterne.

Projekt blev udført i et samarbejde mellem Aalborg Universitet og Ilisimatusarfik. Nadja Albertsen er læge, sundhedsantropolog, forsker ved Aarhus Universitet og suppleant i Grønlandsmedicinsk Selskab.

Powered by Labrador CMS