Forskning: Grønlands høje selvmordsrate er knyttet til den danske kolonisering

Denne artikel er publiceret i samarbejde med videnskab.dk og er skrevet af postdoc. ved Center for Folkesundhed i Grønland, Ivalu Katajavaara Seidler.

I 1721 ankom tre skibe til Grønland med missionærer, og det blev begyndelsen til den danske kolonisering af Grønland.

Forskning har for længst slået fast, at kolonisering har lang række alvorlige konsekvenser for de oprindelige befolkninger. Alle de traumer, der følger med, starter ved tab af egen ret til at bestemme samt tab af kultur, identitet og sprog.

Det gælder også den danske kolonisering af Grønland, der stadig har enorme konsekvenser for grønlænderne. Et helt konkret eksempel er selvmordsraten i Grønland, der er otte gange højere end i Danmark.

Hvorfor den høje selvmordsrate kan spores tilbage til dansk indflydelse og kolonisering, vil jeg belyse i denne artikel, som jeg har skrevet på baggrund af min ph.d.-afhandling om risikofaktorer og beskyttende faktorer for selvmord i Grønland.

Jeg er selv grønlandsk og har arbejdet med forskning i Grønland de seneste syv år. Som mange andre er jeg dybt berørt over de mange selvmord, vi oplever hvert år i Grønland. Med min ph.d. ønskede jeg derfor at opnå en dybere forståelse af årsagerne, og hvad vi kan gøre.

Men lad os begynde med, hvad forskningen viser om koloniseringens enorme konsekvenser:

Kolonisering har enorme konsekvenser

Helt grundlæggende kan man sige, at kolonisering er baseret på, at en race dominerer en anden i deres eget land eller område med det formål at få kontrol over landet og høste de ressourcer, der er tilgængelige.

Vi ved, at kolonisering har en lang række alvorlige konsekvenser som tab af kultur, identitet og alle de traumer der følger med: at miste sin kultur, sprog, identitet og blive pålagt den danske identitet som idealet, at blive tvangsflyttet, at miste sine børn og muligheden for indflydelse på udviklingen i sit eget land for at nævne nogle eksempler.

Ofte ser man de samme konsekvenser blandt de oprindelige befolkninger, der er blevet koloniseret; konsekvenser, som rækker helt ind i deres liv og muligheder i dag.

Traumer og den sociale stress, der følger med koloniseringen, kan blandt andet føre til en negativ forældreadfærd, som så skaber flere traumer i børnenes opvækst, der øger risikoen for selvmord.

Man kan tale om både individuelt oplevede traumer og intergenerationelle traumer – altså traumer, der går på tværs af generationer. Det kan være i form af svære opvækstvilkår og endda ændringer i arvematerialet, der gør den enkelte mere sårbar over for stressfaktorer.

Tab af kultur betyder også, at unge mennesker har svært ved at navigere i deres identitet og forestillinger omkring en fremtid. Vi ved, at kultur og følelsen af at have en kulturel identitet har en buffer-effekt mod de traumer og negative konsekvenser, der følger i kølvandet på en kolonisering.

Forskning har vist, at oprindelige folk, der har haft held med at bevare eller genopbygge deres kulturelle ståsted, er dem, der har været bedst beskyttet mod for eksempel høje selvmordsrater.

Selvmorgsraten steg, da Grønland skulle moderniseres

Det er her, vi begynder, når vi skal forstå baggrunden for de mange selvmord i Grønland.

Det særligt interessante i vores historie er, at de mekanismer, som kobler kolonisering og høje selvmordsrater, for alvor kommer til udtryk i den postkoloniale periode efter Anden Verdenskrig.

Grønland måtte ikke længere være en dansk koloni, så i stedet blev der iværksat en række moderniseringsprocesser efter dansk forbillede. Nu blev der for alvor vendt op og ned på befolkningens hverdag, og det var ikke efter en model, der var tilpasset den kontekst, man befandt sig i.

Mange mennesker flyttede eller blev flyttet fra mindre samfund til byer og skulle på ingen tid omlægge deres mere traditionelle livsstil til en moderne livsstil.

Det har været en stor omvæltning, og her mener jeg, at mange mennesker blev tabt. Det ser vi blandt andet, når vi følger alkoholimporten, der steg markant efter 50’erne og 60’erne og var på sit højeste i slutningen af 80’erne.

Det mest nærliggende er at tolke det markant forøgede alkoholindtag som en form for coping med de store omvæltninger og traumer, der fulgte med moderniseringen. Parallelt med det høje alkoholindtag steg andelen af folk, der rapporterede at være vokset op under svære vilkår.

Det er særligt unge mennesker, der begår selvmord i Grønland

I befolkningsundersøgelserne har vi siden 1993 målt svære opvækstvilkår, der dækker over at vokse op i et hjem med alkoholproblemer eller vold og at have oplevet seksuelle overgreb, inden man er fyldt 18 år.

De svære opvækstvilkår er alle risikofaktorer for selvmordsadfærd, og det er også i perioden fra 1960'erne, at selvmordsraten i Grønland går fra at være meget lav til et katastrofalt højt niveau.

I slutningen af 1980’erne var selvmordsraten på sit højeste, hvorefter den begyndte at falde. Dog er raten aldrig kommet under de 80 selvmord per 100.000 personer, og i dag ligger selvmordsraten stadig på mellem 83 til 81 selvmord per 100.000 personer årligt.

I absolutte tal svarer det til 40 til 60 selvmord om året.

Til sammenligning ligger den danske selvmordsrate typisk på mellem 10 og 12 selvmord per 100.000 personer årligt.

Det er vigtigt at nævne, at selvmord i Grønland er et ungdomsfænomen, og det er særligt de unge mænd og kvinder i alderen 15-34 år, som det grønlandske samfund mister. Et billede, der utvivlsomt bidrager til, at gennemsnitslevealderen i Grønland er omkring ti år lavere end i Danmark. Det er det omvendte billede af, hvad man ser i Vesten, hvor selvmord oftest ses blandt den ældre del af befolkningen.

De kendte risikofaktorer

Selvmord er et komplekst fænomen, og der ligger mange forskellige faktorer til grund for en sådan tragisk hændelse. Vi ved, at svære opvækstvilkår er faktorer, der øger risikoen for selvmord – men vi ved også, at de ikke nødvendigvis optræder ved alle selvmord.

Fattigdom og manglende adgang til arbejde og uddannelse er også risikofaktorer, som går igen. Manglende adgang til sundhedsydelser, problemer med helbred og psykisk helbred er også kendte risikofaktorer.

Der er store regionale forskelle i antallet af selvmord, og den regionale skævhed afspejler til en vis grad denne manglende adgang til uddannelse, arbejde og ordentlige boligforhold, der i sidste ende betyder, at man har mulighed for at opretholde en rimelig levestandard og en meningsfuld hverdag.

Alkohol er også en faktor, vi ikke kan komme udenom, når vi taler om selvmord i Grønland. Foruden at hænge sammen med risikoen for at opleve svære opvækstvilkår ser vi, at alkoholpåvirkning optræder som en udløsende faktor for et selvmord, ofte i kombination med en konflikt med en nær relation.

Generelt er der store problemer med konfliktfyldte relationer og mobning, som i høj grad må forventes at kunne kobles til svære opvækstvilkår og mistrivsel.

En del af de risikofaktorer, som er identificeret i forskningen om selvmord i Grønland, er ikke unikke for Grønland. Men det helt særlige er, at forekomsten af risikofaktorerne er utrolig høj.

Den høje forekomst af risikofaktorer kan, som jeg viser i min ph.d., spores tilbage til de mange problemer, der opstod i kølvandet på koloniseringen, da Grønland skulle moderniseres efter dansk forbillede.

Hvordan ser fremtiden ud - hvad skal vi gøre?

For at forebygge selvmord, skal vi fokusere på dem, der har mistet til selvmord. I et af mine studier, der endnu ikke er publiceret, har jeg vist, at de, der som barn havde mistet en mor, far eller søskende til selvmord, var betydeligt overrepræsenteret i selvmordsstatistikkerne. Især det at have mistet en mor havde betydning for eget selvmord senere hen.

Derfor er et vigtigt element i forebyggelsen af selvmord, at vi sørger for, at de, der har mistet, har adgang til hjælp og støtte.

Tab af identitet og kultur var med til at destabilisere den grønlandske mentalitet, så her skal vi også kigge hen, når vi skal tale om at forebygge selvmord og promovere mental sundhed og trivsel.

Som grønlændere har vi en stærk kultur og tilknytning til naturen, og forskningen har også vist, at inddragelse af kultur og natur er effektivt i at forebygge selvmord og fremme trivsel blandt oprindelige folk.

Selvmord er som nævnt et ungdomsfænomen i Grønland, men hvis vi skal komme problemet til livs, er det altafgørende, at vi også fokuserer bredt på de omgivelser, som de unge befinder sig i. Forebyggelsen skal ikke kun være individrettet, men også være rettet mod at styrke det lokalsamfund, hvor de unge befinder sig. Som man siger: It takes a village.

Det er ikke givet, at man som ung har et udbredt kendskab eller en bevidsthed om sin kultur, og det at færdes i og med naturen er heller ikke noget, alle nødvendigvis er vokset op med. Her bliver lokalsamfundet afgørende, for her finder man vigtig viden og kompetencer, især hos de ældre generationer.

De ved ofte meget om, hvordan man færdes i naturen, og de har også en særlig viden og kunnen, når det kommer til de mere traditionelle dele af kulturen. De udgør en stor værdi for samfundet, og vi ved også, at det at have relationer på tværs af generationer har en trivselsfremmende og beskyttende effekt, når vi taler om mental sundhed.

Der er et kæmpe potentiale i at arbejde med beskyttende faktorer, som lokalt fællesskab kan give. Og det bedste ved dem er, at de allerede er til stede i samfundet.

Læs mere om forskning i selvmord i Grønland på denne hjemmeside fra Syddansk Universitet om deres forskningsprojekter.