finanslov 2018

Forlig: Overskud på finansloven 2018

De tre koalitionspartier har underskrevet en aftale vedrørende finansloven for 2018. Finansloven vil fremvise et overskud for 2018, erfarer Sermitsiaq.AG.

Landets husholdningsbudget for næste år er faldet på plads, erfarer Sermitsiaq.AG.
Offentliggjort

OBS: opdateret kl. 20.06, red.

Det er finansordførerne fra Siumut, Partii Naleraq og Inuit Ataqatigiit, der sammen med naalakkersuisoq for finans og skatter, Aqqaluaq B. Egede, sidst på eftermiddagen onsdag satte deres underskrifter på aftalen.

IAs finansordfører Bendt B. Kristiansen bekræfter over for Sermitsiaq.AG, at finanslovsaftalen er på plads, og han er yderst tilfreds, da der er tale om en "venstreorienteret aftale", som han formulerer det.

- Vi har formået at få sikret penge til yderligere sociale tiltag på det kommunale område. Desuden ekstra penge der kan gives i tilskud til landsholdenes rejseaktivitet inden for håndbold og fodbold. Kulturmidler er der også blevet sat penge af til, oplyser Bendt B. Kristiansen til Sermitsiaq.AG og peger specifik på teater- og filmområdet.

Hvordan har det været muligt at finansiere disse ekstra midler?

- Jeg har ikke de nøjagtige tal og vil henvise til naalakkersuisoq for finans og skatter, siger Bendt B. Kristiansen.

Af aftalen, som politikerne har underskrevet i dag, fremgår det, at den samlede finanslov for 2018 vil lande på et overskud.

Da finanslovsforslaget blev præsenteret tilbage i august var der tale om et overskud på cirka otte millioner kroner, men senere kom der flere udgiftskrævende elementer ind i finansloven, der vendte plusset til minus på otte millioner. Siden er det lykkedes for politikerne at finde ekstra indtægter, der sender finansloven i plus.

Finansloven for 2018 skal endelig vedtages mandag den 20. november i Inatsisartut, hvor den bliver tredjebehandlet.

Powered by Labrador CMS