Foreningen Illorsuarmiut lukker: Kampen for at genåbne Illorsuit er forbi for nu

Manglende kræfter og spredte tidligere indbyggere gør det svært at genåbne bygden, der blev ramt af en tsunami på grund af fjeldskred i 2017.

Offentliggjort

I 2017 blev bygden Illorsuit ramt af en tsunami forårsaget af fjeldskred, der tvang dens indbyggere til at forlade deres hjem og sprede dem over hele landet.

Siden da har folk fra bygden arbejdet for at genåbne bygden. Dorthe Qvist Jerimiassen har siden 2017 kæmpet hårdt for at genåbne bygden. I dag har hun offentliggjort, at foreningen nu lukker ned.

- Det var en udfordring at drive foreningen, da vi er splittet og spredt over hele landet.  Vi prøvede at samarbejde, men der er udfordringer, fortæller hun til Sermitsiaq. 

Ingen hænder til at genåbne Illorsuit

Da ingen vil tage Dorthe Qvist Jerimiassens plads som forkvinde, har hun været nødt til at lukke ned for foreningen Illorsuarmiut. Foreningens formål var ellers at genåbne bygden. Men da foreningen er lukket nu, er der lige nu ingen hænder, der arbejder for at genåbne bygden.

- Jeg vil ikke sige, at det er slut med at arbejde for at genåbne Illorsuit. Jeg håber, at nogen vil ændre sin mening og vil arbejde fortsat for at genåbne bygden, da der er stadig nogen, der har kræfter til at arbejde for det. Lige nu er der ingen, der arbejder for at genåbne bygden.

Dorthe Qvist Jerimiassen fortæller også, at der har været mange kræfter og følelser i at drive foreningen, der til sidst blev for tungt. Derfor bliver hun nødt til at give slip for at give plads til at komme videre. Hun var nødt til at nedprioritere sin familie for at prioritere foreningsarbejdet. 

- Det betyder ikke, at jeg er kommet over tabet af bygden. Det er stadig tungt. Men hvis bygden skal genåbnes, så skal der laves nye reformer og renovationer af virksomheder i bygden.

- Vi bliver aldrig hørt

Der blev etableret nye overvågningssystem i 2022 i Karrat fjorden. Borgere fra Illorsuit mente derfor, at det bliver sikkert at vende tilbage til bygden.

Naalakkersuisut afviste dog deres ønske, da det er fortsat meget høj risiko for yderligere fjeldskred. Grønlands Beredskabskommission vurderede, at borgerne på det foreliggende grundlag fortsat ikke bør vende tilbage til Nuugaatsiaq og Illorsuit ved Uummannaq, og ikke bør færdes i umiddelbar nærhed af disse fareområder.

Dorthe Qvist Jerimiassen pointerer, at deres stemmer ikke bliver hørt af politikerne, og at nyhederne altid er de samme.

- Vi bliver ikke hørt af politikere, og nyheder er det samme hele tiden. Det er tungt, da vi ellers arbejder hårdt, siger hun.

Powered by Labrador CMS