Foreløbige eksport-tal viser fald på en halv mia. kr. 

Tal fra Grønlands Statistik viser, at fiskeeksporten tog et dyk i 2024.

Offentliggjort

2024 ser ikke ud til at blive så prangende et år for eksporten som 2023. Det viser en foreløbig opgørelse af eksporten af de vigtigste arter af fisk og skaldyr, som Grønlands Statistik har udarbejdet.

Ifølge statistikkontoret faldt værdien af eksporten i 2024 med 10,3 procent i forhold til året før:

- Eksportværdien i perioden januar-december var på 4.739 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år, er der tale om et fald på 541 mio. kr., svarende til 10,3 pct. det skal dog understreges at tallene er foreløbige tal og skal derfor tolkes med varsomhed, skriver Grønlands Statistik.

Opgørelsen rummer de vigtigste arter, og udviklingen inden for de enkelte arter er således:

  • Eksportværdien af rejer er i januar-december 2024 faldet med 11,4 pct. i forhold til samme periode sidste år. Det svarer til et fald på 311 mio. kr. mængderne faldt med 8,0 pct. og priserne faldt med 3,7 pct.
  • Eksportværdien af hellefisk er faldet med 11,4 pct. mængderne er faldet med 17,1 pct. og kiloprisen er steget med 7,0 pct.
  • Eksportværdien af torsk er samlet set faldet med 7,9 pct. mængderne er faldet med 0,9 pct. og kiloprisen er faldet med 7,0 pct.
  • Eksportværdien af krabber er faldet med 2,6 pct. mængderne er faldet med 6,3 pct. og kiloprisen er steget med 4,0 pct.
Grafen viser eksportværdien januar-december, mio. kr. i årene 2019 til 2024.
Powered by Labrador CMS