københavn
Fordømmer terroraktionen i Paris
Formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen og statsminister Helle Thorning-Schmidt tager på det kraftigste afstand fra onsdagens terroraktion i Paris
Kim Kielsens første møde med den danske presse blev præget af terroraktionen i Paris, hvor 12 personer onsdag blev dræbt af attentatmænd mod det satiriske blad ’Charlie Hebdo’. Bladet bragte i sin tid Jyllands-Postens satiretegninger af Muhammed.
Formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen fra Siumut og statsminister Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne fordømmer angrebet på ytringsfriheden.
- Jeg fordømmer på det kraftigste terroraktionen i Paris og sender mine medfølelser til de pårørende, sagde Kim Kielsen på pressemødet i Statsministeriet.
- Jeg tager også på det kraftigste afstand fra terroraktionen og angrebet på ytringsfriheden, sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt.
Sikkerheden omkring Jyllands-Posten er skærpet som følge af terroraktion.
Terrorberedskabet i Paris er hævet til det højeste niveau, og patruljerende betjente er beordret til at bære skudsikker vest. På skoler i den franske hovedstads 11. distrikt, hvor angrebet fandt sted, er eleverne blevet evakueret.
Læs: 12 meldes dræbt af skud på fransk satiremagasin