Folketingsmedlem: Trump-udtalelser har gjort milliard-forhandlinger nemmere

I øjeblikket forhandles der om milliarder af kroner til investeringer i Forsvaret i Arktis og Grønland. Donald Trumps store interesse har skærpet lydhørheden for grønlandske ønsker, fortæller folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA)

Donald Trumps udtalelser har øget det danske politiske fokus på Grønland betydeligt. Aaja Chemnitz fortæller, at præsidenten på sin vis også har påvirket forhandlingerne om øgede investeringer i Forsvaret i Grønland.
Offentliggjort

Folketingets partier inklusiv de to grønlandske medlemmer forhandler i øjeblikket om investeringer for over 10 milliarder kroner i Forsvaret.

Pengene skal fordeles på tiltag i Arktis og Grønland over de kommende ti år.

Folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA) oplyser, at hun har været til forhandlinger i denne uge, og at Donald Trumps store interesse for Grønland har påvirket forhandlingerne i forhold til at få grønlandske ønsker igennem.

Hvor meget har Donald Trumps udmeldinger skubbet på de her forhandlinger?

- Man kan sige, at det har gjort, at det er blevet nemmere for os at forhandle fra Grønlands side. Der bliver lyttet til Naalakkersusiuts ønsker, og der bliver lyttet til IA i Folketingets ønsker i forhandlingerne, fordi man selvfølgelig også erkender, at vi er nødt til at skrue lidt op for ambitionsniveauet på det område. 

Så det har skabt lydhørhed?

- Ja, og flere kroner på bordet i forhandlingerne, siger Aaja Chemnitz til Sermitsiaq.

Ønsker overvågningsopgaver til Air Greenland 

Forhandlingerne er endnu ikke afsluttet, men politikeren oplyser, at hun i forhandlingerne har haft fokus på kritisk infrastruktur, herunder sårbarheden omkring søkablerne, og muligheden for at nogle af forsvarsmilliarderne kan bruges til nye kabler:

- Det vil sige at der ikke kun vil være et søkabel, men der kommer forhåbentlig flere søkabler i fremtiden.Det bliver afgørende for, at Grønland ikke står så sårbart som vi gør i dag, siger Aaja Chemnitz.

I sine udtalelser har Donald Trump indirekte rettet hård kritik af, at man ikke ved, hvad der foregår i farvandene omkring Grønland. Det har været en øm tå og et velkendt problem i mange år. 

 Aaja Chemnitz fortæller, at hun gerne ser Air Greenland blive inddraget i nye overvågningstiltag:

- Generelt er der meget fokus på øget overvågning, for vi er nødt til at vide noget mere om hvad der foregår. Det kan ske via fly, og der ser jeg meget gerne, at det er Air Greenland, der løser flere af de opgaver, fremfor den måde man har løst det på indtil videre med Challengeren, siger politikeren og fortsætter:

- Der er flere skibe, der til tider er ude af funktion, og det gælder også Challengeren. Den er ikke altid i funktion, og det har jeg også kritiseret, og jeg synes, man bør kigge på mere lokale løsninger for at sikre, at flyovervågningen er mere stabil, siger hun.

Ifølge DR vil regeringen have tre nye forsvarsskibe med i aftalen.

Konservativ vil have svar om selvstændighed

Aaja Chemnitz siger videre, at forhandlingerne har meget fokus på GIUK-gabet mellem Island og Grønland:

- Igen er det vigtigt, at man sikrer, at det også kommer det grønlandske samfund til gode, og at man investerer i den infrastruktur, der er brug for, til både at kunne varetage forsvarets interesser men forhåbentlig også at varetage lokalsamfundets interesser. Helt konkret prøver jeg at skabe opmærksomhed omkring muligheden for en lufthavn til Tasiilaq.

Forsvarsordfører fra flere partier i Folketinget udtalte sig torsdag efter de havde været til forhandlinger.

Forsvars- og Grønlandsordfører fra Konservative, Rasmus Jarlov, sagde i den forbindelse til DR.dk, at han vil have besked, om Grønland vil blive i Kongeriget, før de store investeringer besluttes:

- Vi har behov for en melding fra Grønland, om de er på vej ud af døren, eller om de bliver. For vi kan ikke fra dansk side forsvare, at investere tocifrede milliardbeløb i et Grønland, som så om få år forsvinder fra Danmark. 

Radikales Martin Lidegaard mente omvendt, at grønlandsk løsrivelse ligger et stykke ude i fremtiden, og at man nu må koncentrere sig om at styrke Kongeriget.

Powered by Labrador CMS