Folketinget åbner

Grønlands to folketingsmedlemmer er på plads i salen tirsdag, når statsministeren holder sin åbningstale.

Den røde løber blev rullet ud foran Christiansborg tirsdag formiddag. Tirsdag er dagen for folketingets åbning, og dronning Margrethe og medlemmer af kongehuset ankommer senere på formiddagen for at overvære åbningen og statsministerens åbningstale.
Offentliggjort

Klokken 12 dansk tid begynder det nye folketingsår. Dagen er startet to timer forinden med gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Klokken 11.45, lokal tid, tager Folketingets formand Chr. Mejdahl imod dronning Margrethe og andre medlemmer af kongehuset.

Også i år er de to grønlandske MF'ere Kuupik Kleist, Inuit Ataqatigiit, og Lars-Emil Johansen, Siumut, at finde i salen når statsminister Anders Fogh Rasmussen, Venstre, får ordet for at holde sin åbningstale.

I åbningstalen gør regeringslederen status over Rigets og omverdenens tilstand. Men talen indeholder også en gennemgang af de lovforslag, som regeringen vil fremsætte i den nye Folketingssamling. Der er ikke debat om statsministerens åbningstale på selve åbningsdagen. Det sker først torsdag den 4. oktober.

Åbningen kan følges direkte på Folketingets hjemmeside.

Powered by Labrador CMS