ARKTISK RÅD

Fokus på arktiske befolkninger

Det arktiske område er befolket af oprindelige arktiske folk på tværs af landegrænser. Befolkningernes vilkår er udfordret, ikke kun på grund af de klimatiske ændringer men også på grund af manglende viden om deres levevilkår og dermed fremtidsudsigter. Derfor har Grønland på vegne af Kongeriget planer om at sætte fokus på de arktiske befolkninger under formandskabet.

Katuas store sal var fyldt til randen fredag, da medlem af Naalakkersuisut for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), præsenterede handlingsplanen og ikke mindst introducerede den nye arktiske repræsentant.
Offentliggjort

Grønland har længe ønsket at være i front i arktiske anliggender i Kongeriget. Og efter diplomatisk samt forhandlingsproces i en årrække, hvor der også har været gnidninger, har Grønland opnået sine ønsker, i hvert fald hvad angår Arktisk Råd og ikke mindst udpegningen af den arktiske ambassadør.

Fredag fremlagde Vivian Motzfeldt på vegne af kongeriget et arbejdsprogram der skal gælde i de to år, hvor kongeriget har formandskabet i rådet.

- Vi er jo kongerigets arktiske del, og efter mange års kamp, faktisk siden Arktisk Råd blev stiftet for næsten 30 år siden, er det nu lykkedes os at komme i front i arktiske anliggender. Ikke mindst i forhold til Grønland nu har ret til at udpege den arktiske ambassadør, så det er et stort og længe ventet skridt for Grønland, siger Vivian Motzfeldt til Sermitsiaq.

Fokus på de arktiske befolkninger

Arktisk Råd har otte medlemstater; Canada, Danmark, Finland, Island, Norge, Rusland, Sverige og USA. Derudover er der permanente deltagere, heriblandt ICC.

Vivian Motzfeldt understreger, at Arktisk Råd handler om Arktis i alle henseender, og at det derfor er naturligt at de oprindelige arktiske befolkninger kommer i fokus:

- Vi, der lever i Arktis, har erfaringer med at leve i netop det område, vi har fået fra vores forfædre. Derfor mener jeg, det er på sin plads, at det er os der klart og tydeligt fremhæver vores interesser og målsætninger, også på tværs af landegrænser, specielt igennem Arktisk Råd.

Igennem de næsten 30 år, hvor Arktisk Råd har eksisteret, er der blevet indsamlet viden. Især om klimaændringernes påvirkning på natur og miljø, men også om nye muligheder, der vil åbne sig i takt med at isen forsvinder. 

Men vilkårene for de befolkninger der lever i Arktis har ifølge Vivian Motzfeldt fået for lidt fokus, og det skal der så vidt muligt rådes bod på:

- Arktisk Råd har arbejdsprogrammer, med hele Arktis i fokus, som løbende bliver fulgt op på, og det skal naturligvis fortsættes. Derudover har vi fra kongeriget besluttet at indarbejde fem fokuspunkter, der alle relaterer sig direkte til det arktiske folks levevilkår nu og i fremtiden.

Kenneth Høegh er den helt rigtige ambassadør

Vivian Motzfeldt er godt tilfreds med Kenneth Høegh nu bliver kongerigets nye arktiske ambassadør:

- Kenneth Høegh har store erfaringer med arbejdet i Arktisk Råd. Han har igennem adskillige år arbejdet på diplomatisk plan, og er derfor den helt rigtige til at lede de otte medlemslandes arktiske ambassadører under kongerigets formandskab.

Kenneth Høegh selv, der igennem længere tid også har været i front under forberedelserne til at kongeriget overtager formandskabet, er godt klædt på til at lede den diplomatiske del af Arktisk Råds arbejde:

- Lige nu skal vi fokusere mest på forberedelserne til Norges og Kongeriget Danmarks formandskift, som kommer til at foregå den 12. maj i Tromsø. Derefter skal vi igang med arbejdsprogrammet, og det er noget jeg ser frem til.

Powered by Labrador CMS