FN’s oprindelig folks rettighedsekspert kommer til Grønland

Grønland og Danmark får et officielt besøg af FN’s Specialrapportør for Oprindelige Folks Rettigheder, i dagene 10.-19. marts

Offentliggjort

FN’s specialrapportør for oprindelige folks rettigheder, Tauli-Corpuz, skal besøge Grønland og Danmark mellem 10.-19. marts.

Det oplyser Rådet for Menneskerettigheder.

- Jeg ser frem til at finde ud af, hvordan Grønlands Selvstyre blev etableret, hvordan det fungerer i dag, for det er en meget interessant model for andre oprindelige folk i resten af verden, siger Tauli-Corpuz i en pressemeddelelse.

FN-eksperten vil under sit besøg undersøge forskellige problematikker, der berører oprindelige folk, herunder selvstyre, retspleje, børn- og ungeområdet, boliger, adgang til sundhedsydelser, herunder mental sundhed, klimaændringer og retten til udvikling og naturressourcer.

Børns rettigheder

- På trods af fremskridt, er jeg blevet gjort opmærksom på vigtige udfordringer, herunder i forbindelse med beskyttelsen af børns rettigheder. Jeg ser frem til at møde grønlændere for at forstå disse udfordringer såvel som de foranstaltninger, der er truffet for at tackle dem, lyder det fra FN-eksperten.

Det meste af hendes besøg, der afholdes på opfordring fra Danmarks og Grønlands regeringer, vil blive gennemført i Grønland. Grønlændere, der bor i Danmark får dog også mulighed for at møde hende.

Tauli-Corpuz mødes med regeringer og embedsmænd, oprindelige organisationer, civilsamfundet, akademikere og FN-repræsentanter. Hun vil også møde borgere.

En endelig rapport om besøget vil blive præsenteret til Menneskerettighedsrådet i september 2020.

Powered by Labrador CMS