Flyvevåbnet støtter søværnets opgaver i Arktis

Ved årsskiftet overgik søværnets helikoptere til flyvevåbnet, idet Søværnets Helikoptertjeneste som et led i forsvarsforliget 2010 – 2014 organisatorisk blev flyttet fra det ene værn til det andet, skriver Grønlands Kommando på sin hjemmeside

Lynx S-142 fra Eskadrille 723 om bord på inspektionsskibet Vædderen. Foto fra . Foto: Niklas Levin
Offentliggjort

Fra januar 2011 skiftede Søværnets Helikoptertjeneste navn til Eskadrille 723. Dermed er alle forsvarets helikoptere i dag organisatorisk samlet under Helicopter Wing Karup, som derved varetager den samlede værnsfælles opgaveløsning med helikoptere, oplyser Grønlands Kommando på sin hjemmeside.

Opgaven omfatter tillige støtte til søværnets skibe i Nordatlanten og Arktis. Ikke en ny opgave for forsvarets Lynx helikoptere. Lynx helikopterne har siden deres introduktion i det danske søværn tilbage i 1980 løst opgaver fra søværnets inspektionsskibe ved Grønland og Færøerne. Og opgaven fortsætter – blot med Eskadrille 723 som den udførende enhed, fortæller Grønlands Kommando.

Helikopternes opgaver i Grønland

Tilstedeværelsen af en helikopter på inspektionsskibene i Grønland er tit afgørende for løsningen af opgaven.

Disse opgaver spænder fra almindelig suverænitetshåndhævdelse til fiskeriinspektion, assistance til andre skibe, støtte til lokalsamfund, patient-transporter, isrekognoscering samt ikke mindst eftersøgnings- og redningsaktioner.

Disse opgaver overtog flyvevåbnet også, da de overtog søværnets helikoptere.

Januar 2011 har derfor ikke budt på noget nyt. Forsvaret løser fortsat en særdeles vigtig opgave i farvandene omkring Grønland og Færøerne, men nu bare i en værnsfælles indpakning af grønne, mørkeblå og lyseblå uniformer om bord på søværnets grå skibe, fremgår det af Grønlands Kommandos hjemmeside.

Hårdt område

Men opgaven foregår i et af de hårdeste og mest ugæstfri områder, som man kan forestille sig. Lige så smuk og fascinerende Grønland og Færøerne kan være, lige så ubarmhjertigt kan vejret være. Det har mange en sømand og helikopterbesætning måtte sande, når dagens kost har fundet samme vej ud, som den kom ind. Således kræver helikopterflyvning i dette barske miljø, herunder starter og landinger fra et vippende og gyngende helikopterdæk, god forståelse og tilvænning til det maritime miljø.

Denne tilvænning er gået smertefrit for Eskadrille 723, der også i dag stiller helikopter, pilot og teknikere til inspektionsskibet Vædderen, der patruljerer ved Grønland – sådan som inspektionsskibene gør 365 dage om året – med helikopter om bord, oplyser Grønlands Kommando.

Du kan følge med i, hvad der sker i Grønlands Kommando på denne side: http://forsvaret.dk/GLK/Nyt%20og%20Presse/Pages/Nyt%20og%20Presse.aspx

Powered by Labrador CMS