Fly til Nuuk vender retur til København på grund af glat bane

Passagerer på Air Greenlands fly Tuukkaq, som var på vej til Nuuk, måtte fredag den 21. februar se deres rejse afbrudt, da flyet blev nødt til at vende retur til København. Ifølge Air Greenland skyldes situationen de glatte baneforhold, som har ramt hele vestkysten af Grønland.

Offentliggjort

- Glatte baneforhold ses desværre langs hele vestkysten i dag, som skyldes temperatur- og nedbørsforhold aftenen og natten til fredag den 21. februar, hvilket skaber forsinkelser for dagens flyvninger internt i landet, skriver Air Greenland i et opslag på Facebook.

Det vejrlig har ført til en flere forsinkelser i flytrafikken her i landet, og som en konsekvens blev Tuukkaq omdirigeret tilbage til København.

Passagerer får ny rejseplan

De berørte passagerer vil modtage en ny rejseplan senest kl. 16.00 fredag eftermiddag, oplyser Air Greenland videre.

- Flypassagerer, der er berørt af vejret, opfordres til at holde sig opdateret via Air Greenlands hjemmeside under "Flytider" eller gennem selskabets app, Club Timmisa, slutter Air Greenland.

Powered by Labrador CMS