Flertal stemmer for opdeling af kommune
Avannaata Kommunia bør deles op, mener et flertal af borgere, som tirsdag deltog i en folkeafstemning om spørgsmålet.
- Der skal lyde en stor tak til alle dem, der trodsede vejr og vind og afgav deres stemme. Nu har vi et værdifuldt input i det videre arbejde både lokalt og på landsplan, siger borgmester Palle Jerimiassen efter folkeafstemningen.
Leiff Josefsen
Avannaata Kommunia har tirsdag afholdt en folkeafstemning om, hvorvidt kommunen bør deles op.
Afstemningen er vejledende, og den er udskrevet, fordi der er utilfredshed med kommunens struktur.
Ifølge kommunens opgørelse over valget stemte 2999 borgere, svarende til 37,8 procent af de stemmeberettigede.
Resultatet blev et klokkeklart ja. 92 procent stemte ja til opdeling og 8 procent stemte nej.
Borgmester Palle Jerimiassen takker borgerne, der deltog:
- Der skal lyde en stor tak til alle dem, der trodsede vejr og vind og afgav deres stemme. Nu har vi et værdifuldt input i det videre arbejde både lokalt og på landsplan, siger borgmester Palle Jerimiassen, ifølge kommunens hjemmeside.
Resultatet af den vejledende folkeafstemning sendes videre til Inatsisartut, som i sidste ende kan beslutte at kommunen skal deles.
- Vi håber, at stemmerne heroppe fra får betydning for den kommende kommunestruktur i Grønland, siger borgmesteren.
Tilbage i 2014 blev en lignende afstemning afholdt i den daværende Qaasuitsup Kommunia. Også her stemte et stort flertal for opdeling af kommunen, som resulterede i kommunerne Avannaata Kommunia og Kommune Qeqertalik.