Flere tusind vacciner mod dødelig hundesyge er gået tabt
Leverancer af vacciner mod parvovirus og rabies er blevet destrueret, fordi vaccinerne havde været opbevaret forkert - og det har skabt bekymring blandt hundeejere. Veterinær- og Fødevaremyndigheden maner til besindighed.
Sermitsiaq.AG har modtaget et tip fra en bekymret borger, som oplyser, at et stort parti af vacciner mod den dødelige hundesyge parvovirus er gået tabt under fragten.
Vedkommende er bekymret for, at episoden kan føre til "alvorlig mangel" på vacciner, som i værste fald kan gå udover hundebestanden.
Veterinær- og Fødevaremyndigheden bekræfter i et skriftligt svar til Sermitsiaq.AG, at der har været et par leverancer af vacciner, heriblandt både vacciner mod hundesyge/parvovirus og rabies, som man har været nødt til at destruere. Det drejer sig om ca. 2.500 doser.
Flere aktører involveret
Forklaringen lyder, at vaccinerne havde været opbevaret ved forkert temperatur over en periode under transporten.
- For at vaccinerne skal være virksomme, er det vigtigt, at de opbevares på køl. Hvis de udsættes for forhøjede temperaturer, kan man ikke garantere, at de virker efter hensigten, forklarer Anna Jespersen, dyrlæge i Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland.
Det er ikke afgjort, hvem der bærer skylden for den forkerte opbevaring under transporten, da der er flere aktører involveret. Vedrørende erstatning for de tabte vacciner, oplyser Anna Jespersen, at det er en sag mellem vaccineleverandøren og speditøren.
Ingen målbare konsekvenser
Anna Jespersen uddyber, at myndigheden handlede resolut, da det stod klart, at vaccinerne skulle destrueres.
- Vi sørgede for at bestille nye vacciner med det samme. Disse er allerede leveret og klar til at blive videredistribueret.
Der har - ifølge dyrlægen - ikke været nogen målbare konsekvenser for vaccinationsprogrammet, da det har været muligt, at fordele den allerede tilstedeværende vaccinebeholdning, hvor der var behov for det.
Veterinær- og Fødevaremyndigheden opfordrer hundeejere og de kommunalt ansatte, der arbejder med at vaccinere, til at forholde sig fuldstændigt, som de plejer.