SUCCES I SISIMIUT
Flere søger ind på maskinmesteruddannelsen
Interessen for maskinmesteruddannelsen i Sisimiut er stor, og det er godt for væksten i landet. For maskinmestre besidder afgørende viden om drift og vedligehold af tekniske anlæg og installationer både til lands og til vands
Studerende Rita Olsen Rosbach med studiegruppens bud på en gravemaskine
KTI
Grønland startede i august 2022 en maskinmesteruddannelse
ved Tech College Greenland KTI Sisimiut i samarbejde med Maskinmesterskolen
København.
KTI Værkstedsskolens første hold i 2022 talte 9 studerende.
Til august starter 16 nye studerende. – Det er en stigning på 44 procent siden uddannelsen blev introduceret for
blot 2 år siden, siger Jokum Møller, der er forstander ved KTI.
Unge studerende
Maskinmesteruddannelsen har især fat i de helt unge studerende, og det har sine
fordele. For de unge har færre personlige forpligtelser, og det gør studietiden
lettere og sandsynligheden for at færdiggøre bedre.
Alle værkstedsskolens studerende har en gymnasieeksamen, og
mange af de studerende på det kommende hold er netop blevet studenter. – De går dermed direkte ind på en af rigsfællesskabets absolut mest krævende
videregående uddannelser. Deres fremtidige beskæftigelse bliver med drift og
vedligehold af Grønlands tekniske anlæg og installationer til lands og vands.
Efter 4,5 års studier modtager de en flot bachelorgrad samt titlen som
maskinmester, siger Jokum Møller, der er meget glad for den positive modtagelse,
som maskinmesteruddannelsen har fået i Sisimiut. – Det betyder meget for Grønlands erhvervsliv, som i høj og akut grad har
brug for uddannede maskinmestre. Antallet af grønlandske maskinmestre er lavt
blandt landets nuværende ansatte maskinmestre.
Dreje, fræse og svejse
Maskinmesteruddannelsens tilstedeværelse i Grønland giver
herboende ansøgere bedre mulighed for økonomisk at færdiggøre en lang og
krævende uddannelse. Det er især optimalt for studerende med familie.
KTI værkstedsskolens studier omfatter et praktisk og
teoretisk værkstedsforløb. Da mange studerende kommer direkte fra gymnasiet har
de ingen faglig baggrund. De lærer derfor at dreje, fræse og svejse. Der kan
også være praktiske opgaver som montage og demontage af maskiner og motorer.
Teorien indeholder materialelære, værkstedsteknik, el-montage, teknisk
dokumentation, motorlære, pneumatik og hydraulik. De studerende får indsigt i
fejlsøgning, retning af fejl, vedligehold og reparation af maskiner.
Byg en snowdog
I slutningen af 2. semester skal de studerende bestå en
gruppeopgave. I 2024 lød projektopgaven på at bygge en snowdog, en gravemaskine
eller en elektrisk sneslynge fra bunden. En snowdog er maskine der ligner en
mini-snescooter, der kan køre på sne og is.
3. semester består af et praktikforløb på 6 måneder, og der
er mange praktikpladser for kommende maskinmestre både til lands og vands. Her
lærer de studerende daglige arbejdsgange og vedligehold af maskiner og tekniske
anlæg. Der er en stigende efterspørgsel på maskinmesterpraktikanter inden for
både byggeri og anlæg og dertil er der arbejdspladser til søs.
– Studerende der ønsker maskinmesterarbejde til lands
kan søge praktik hos Nukissiorfiit, Pituffik Space Base, Mittarfeqarfiit og
Grønlands Sundhedsvæsen. Til vands er der ledig praktik hos rederier som Royal
Arctic Line, store fiskerivirksomheder som Royal Greenland, Polar Seafood og
større fisketrawlere, fortæller Jokum Møller.
Læs hele uddannelsestillægget her.