Flere borgere har en kritisk lav indkomst

Antallet af økonomisk udsatte borgere er steget, viser en ny opgørelse fra Grønlands Statistik.

Tasiilaq er et af de distrikter i Grønland, hvor andelen af økonomisk udsatte borgere er størst.
Offentliggjort

Igennem de senere år har antallet af økonomisk udsatte været støt stigende. Fra 1.712 borgere i 2019 til 2.150 borgere i 2022. Alene fra 2021 til 2022 er antallet steget med 183 borgere.

Andelen af borgere, der er økonomisk udsatte, er størst i distrikterne Tasiilaq, Qaanaaq, Kangaatsiaq og Upernavik, fremgår det af opgørelsen, som Grønlands Statistik netop har offentliggjort.

Det pointeres, at man ikke anvender betegnelsen ”fattige” for at understrege, at der fra politisk side ikke er taget stilling til en eventuel fattigdomsgrænse.

Antal og andel økonomisk udsatte personer med indkomst under 50 pct. af medianindkomsten fordelt på by og bygd

- En person betegnes som økonomisk udsat, hvis personens indkomst i en treårig periode hvert år ligger under en given kritisk indkomstgrænse, oplyser Grønlands Statistik, der i den nye publikation har sat indkomstgrænsen for at være økonomisk udsat til 50 procent af medianindkomsten.

De fleste er mellem 20 og 29 år

Den største andel af økonomisk udsatte var i aldersgruppen 20 til 29 år og blandt enlige med et eller flere børn. Desuden er flere mænd end kvinder økonomisk udsatte – henholdsvis 1.214 mænd og 936 kvinder.

Grønlands Statistik understreger, at man skal være varsom med at drage alt for omfattende konklusioner på baggrund af enkeltstående årlige ændringer og begrunder det med en ”forholdsvis lille befolkning og dens mobilitet”.

Det er syvende gang, at Grønlands Statistik udgiver publikationen, som du kan læse i sin helhed via dette link.

Powered by Labrador CMS