ny naalakkersuisoq

Finn Karlsen: Jeg svarede hurtigt ja

Siumuts Finn Karlsen var ikke længe om at takke ja til en ministerpost, da han fik chancen søndag

Alt tyder på, at Siumuts Finn Karlsen bliver ny naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug
Offentliggjort

Det er ikke hver dag, man bliver tilbudt en ministerpost.

Derfor tøvede medlem af Inatsisartut for Siumut Finn Karlsen heller ikke, da han søndag blev kontaktet af formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut.

- Jeg svarede hurtigt ja tak, fortæller Finn Karlsen, der mandag på et pressemøde i Nuuk blev præsenteret som naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug.

Det sker, efter at Karl Lyberth, ligeledes fra Siumut, valgte at trække sig fra posten.

- Har du planer om at ændre noget i forhold til, hvad der er blevet besluttet af din forgænger Karl Lyberth?

- Det er endnu for tidligt at sige noget om. Men jeg ønsker naturligvis bred opbakning fra mit bagland og fuld støtte fra Siumut-gruppen i Inatsisartut og ikke mindst fuld opbakning fra fiskerne, som jeg vil besøge og høre, såfremt jeg officielt bliver valgt som naalakkersuisoq, når Inatsisartut - efter anmodning fra Aleqa Hammond - holder ekstraordinært møde den 27. januar, siger Finn Karlsen.

- Men der er ingen tvivl om, at jeg er meget glad for, at Aleqa (Hammond, red.) stoler på mig. Mit nye ansvarsområde kender jeg jo godt.

Læs "Officielt: Finn Karlsen ny naalakkersuisoq"

61-årige Finn Karlsen var landstyremedlem for fiskeri, fangst og landbrug under Hans Enoksens 2. regering.

Den 23. august 2010 skiftede Finn Karlsen fra Atassut til Siumut. Han blev ved Inatsisartut-valget den 12. marts 2013 genvalgt som medlem af Inatsisartut.

Powered by Labrador CMS