Finanslovs-overskud for i år smuldrer og går i rødt

Finansloven for indeværende år er udfordret. I stedet for et budgetteret DAU-overskud på 291,4 mio. kr. er den seneste vurdering, at resultatet i stedet bliver et minus på 248,9 mio. kr.

En bevilling til NunaGreen A/S på 400 mio. kr. slår nu igennem i Selvstyrets budgetoversigt for september
Offentliggjort

En tillægsbevilling på 400 mio. kr. til NunaGreen A/S sætter sit tydelige præg på september måneds budgetoversigt, som Departementet for Finanser og Skatter har udarbejdet. Manglende udbyttebetaling fra det økonomisk trængte Royal Greenland A/S påvirker også budgettet i negativ retning.

- I finansloven for 2024 er der budgetteret med et DAU-overskud på 291,4 mio. kr. Herudover er der givet tillægsbevillinger, der samlet forværrer resultatet med 415,2 mio. kr., oplyser finansdepartementet og føjer til:

- Der forventes en samlet negativ afvigelse på 125,1 mio. kr. i 2024. Det samlede resultat forventes at blive et underskud på 248,9 mio. kr.

Risiko for væsentlige afvigelser

Finansdepartementet understreger, at der på skatteområdet “er en risiko for væsentlige afvigelser, da prognoserne på dette område er sårbare over for ændringer i forudsætningerne og de endelige indtægter og udgifter først afklares sent”.

Hvert enkelt departement under Selvstyret har bidraget med den økonomiske status, der skal sikre, at de politiske rammer, som Finansloven afspejler, bliver overholdt.

Tre skiller sig ud

Tre departementer skiller sig ud med særligt store millionafvigelser i den negative boldgade: Formandens Departement, Departementet for Sundhed og Departementet for Finanser og Skatter.

Formandens Departementet forventer en samlet negativ afvigelse på 89,8 mio. kr., der især skyldes mindreindtægter fra udbytte fra de selvstyreejede aktieselskaber på 82,8 mio. kr. og merudgifter til Digitaliseringsstyrelsen på 7 mio. kr.

Departementet for Sundhed forventer en samlet negativ afvigelse på 45,6 mio. kr., hvor især merudgifter til sundhedsregioner belaster budgettet med 48,3 mio. kr. På en lang række andre områder er der også et større merforbrug end forudset, og det samlede tal modsvares kun delvist af mindreudgifter til eksempelvis tandlægebetjening (12,7 mio. kr.), psykiatrisk patientbehandling i udlandet (11,2 mio. kr.), Nationale Sundheds- og Uddannelsesindsatser (7,8 mio. kr.) og patienterstatninger (4,7 mio. kr.).

Finansdepartementets talknusere kan præsentere en samlet negativ afvigelse på 34,4 mio. kr. og her forklares det med, at det primært kan henføres til mindreindtægter fra partnerskabsaftalen med EU på 33,3 mio. kr., som skyldes en periodemæssig forskydning i udbetaling af midlerne. Og så har man på posten “stempelafgifter” haft mindreindtægter på 7 mio. kr.

Mindreforbrug

Af øvrige departementer skiller to sig ud med et to-cifret mindreforbrug i millionstørrelsen.

Departementet for Boliger og Infrastruktur forventer merindtægter på boligfinansiering på 15 mio. kr. og Departementest for Sociale Anliggender forventer et samlet mindreforbrug på 30,3 mio. kr., der primært kan henføres til mindreudgifter til boligsikring på 24,9 mio. kr.

Likviditeten

I de seneste 12 måneder har Selvstyrets likviditet ligget mellem 675 mio. kr. og 1.208 mio. kr., hvilket - set i forhold til de foregående 12 måneder - er en forringelse på mellem 74 og 81 mio. kr.

Powered by Labrador CMS