FORSKNING
Fem nye vejrstationer på vej i Østkysten
Asiaq får 9,5 mio. kroner af den britiske forskningsmyndighed ARIA til at indsamle klimadata fra Østgrønland. Pengene skal bruges til Asiaqs nye forskningsprojekt TUNU, som omfatter etablering af 5 nye vejrstationer langs Grønlands østkyst.
Foto: Asiaq
ARIA har et forskningsprogram, Forecasting Tipping Points,
som sigter mod at udvikle et tidligt varslingssystem, der kan hjælpe os med at
forudse og reagere på store klimaforandringer – også kaldet tipping points.
Asiaqs
forskningsprojekt TUNU, som er en del af dette program, vil indsamle klimadata,
der er vigtige for at udvikle og verificere klimavarslingsmodellerne.
Fra Nanortalik i syd til Ittoqqortoormiit i øst
- I dag har østkysten ganske få vejrstationer,
selvom vejrdata fra dette område er vigtig for at kunne lave gode klimamodeller
og klimaforudsigelser, udtaler direktør i Asiaq Mette Skarregaard Pedersen, og hun fortsætter:
- Vi er derfor meget glade for, at ARIA har valgt at
støtte TUNU projektet med 9,5 mio. kroner, så vi kan oprette fem moderne
vejrstationer på strækningen fra Nanortalik i syd til Ittoqqortoormiit i
Nordøst.
ARIAs program har som mål at udvikle et system, der kan advare
os, når store klimaforandringer eller tipping points er på vej. Et klimamæssigt
tipping point refererer til et kritisk punkt i klimaforandringerne, hvor små
ændringer i klimaet kan føre til store, irreversible konsekvenser.
Hvad er ARIA?
Advanced Research + Invention Agency (ARIA) er en britisk forskningsmyndighed, som finansierer forskning, der har potentiale til at føre til videnskabelige gennembrud, som kan gavne samfundet som helhed.
Data fra havstrømmens og indlandsisens påvirkning skal indsamles
En væsentlig
faktor i det globale klima er den subpolare gyre, den store havstrøm ud
for Grønlandske syd- og østkyst.
Et vigtigt fokus i ARIA´s forskningsprogram er
netop at undersøge påvirkningerne af denne havstrøm og af indlandsisen og bruge
denne viden til at forudse tipping points for denne havstrøm.
De indsamlede vejrdata vil ikke kun være afgørende for
klimaforskningen og for varslingsmodeller, men vil også blive gjort
tilgængelige for borgere, virksomheder og samfundet generelt.
- De nye vejrstationer på østkysten vil både have
værdi i forskningssammenhæng og for dem, der færdes i området, så det er en win-win-situation.
Vi vil også bruge støtten fra ARIA til at afprøve ny teknologi, så vi hele
tiden optimerer vores vejrstationer, oplyser Asiaq´s direktør, Mette Skarregaard Pedersen.
TUNU-projektet starter i sommeren 2025, og de nye
specialbyggede klimastationer vil blive opsat i løbet af sommeren 2027.