Fem dage uden varme: Beboere på Ole Brandtsvej fryser
26 husstande på Ole Brandtsvej i Nuuk-bydelen Nuussuaq har været uden varme og varmt vand siden nytårsdag, og frustrationen vokser. Ifølge INI A/S skyldes problemet en lækage i fjernvarmerørene, som kræver gravearbejde for at blive lokaliseret og udbedret.
Familien prøver at varme deres lejlighed med en lille varmeblæser.Privatfoto
Beboere i Ole Brandtsvej i Nuukbydelen Nuussuaq har startet nytåret med kulde i lejlighederne.
Annonce
Der er ingen varme i lejlighederne på grund af lækage i fjernvarmerør, oplyser INI A/S på sin facebookside den 3. januar.
Nu er det femte dag uden varme:
– Vi har fået at vide fra INI A/S, at der er lækage, men vi ved stadig ikke, hvordan det går med udbedringen. Udenfor ser vi ikke noget personale, der arbejder på sagen, siger beboer Jonna Johansen.
For at holde varmen har familien måttet tage en lille varmeblæser i brug, mens andre beboere forsøger at varme deres hjem op med stearinlys.
Beboere er bekymret for, at rørene under lejlighederne kan sprænge i frostvejret, hvis problemet ikke løses hurtigt.
INI arbejder på sagen
INI A/S oplyser på deres Facebookside den 3. januar, at entreprenører og VVS-folk er i gang med at finde og udbedre lækagen. Arbejdet kræver dog, at jorden graves op, hvilket kan tage tid. Beboerne håber, at varmen snart vender tilbage, så hverdagen kan normaliseres.
Jonna Johansen fortæller dog, at kommunikationen mellem INI A/S og entreprenørerne virker usammenhængende.
– Den ene siger én ting, og den anden noget andet. Det gør os beboere forvirrede, og vi aner ikke, hvornår vi kan forvente at få varme igen, slutter hun.
Sermitsiaq undersøger, hvornår INI A/S kan forvente at udbedre energiproblemerne i den pågældende adresse.