Fejlen der ikke måtte ske: Datter begravet to gange

Den første kiste, som den 31-årige Maren Abrahamsen fik udleveret, viste sig at være tom. Først efter begravelsen af sin dødfødte datter fik hun besked om den tomme kiste. Sundhedspersonalet havde simpelt hen glemt at lægge datteren i kisten.

- Det er hårdt! Jeg troede, at begravelsen var færdig, og vi kunne komme videre. Jeg havde ellers fået lidt ro efter begravelsen, siger Maren Abrahamsen til Sermitsiaq.AG om de tragiske hændelser.

I begyndelsen af december rejste Maren Abrahamsen til Nuuk for at føde. Hun havde termin den 3. december, men hendes barns hjerte gav op og stoppede dagen før terminsdatoen.

Hjertet gav op

Under et tjek på fødeafdelingen fik hun den grusomme besked.

- Jordemoderen kunne ikke høre babyens hjerte, så de ville skanne mig for en sikkerheds skyld. Da fandt jeg ud af, at mit barns hjerte var stoppet med at slå, fortæller Maren Abrahamsen.

To dage senere den 4. december fødte Maren sit barn ved kejsersnit – dødfødt.

- Sådan en smerte er ikke til at bære. At skulle hjem med et barn, der er død. Jeg havde sådan glædet mig at få et barn til, fortæller Maren Abrahamsen.

Tom kiste

Hjemme i Paamiut havde Maren arrangeret begravelsen til den 14. december. Hun rejste hjem med en kiste, som hun troede, hendes lille datter lå i. Men sådan skulle det ikke gå.

Fem dage efter begravelsen blev hun pludselig indkaldt til et møde på Paamiuts sygehus. Med til mødet var byens præst, lægen og sundhedsplejersken. De fortæller, at der var sket en fejl. Sundhedsvæsenet havde glemt at lægge barnet i kisten.

Med andre ord: Hun havde begravet en tom kiste.

- Jeg kan ikke beskrive følelsen. Jeg blev chokeret. Jeg tænkte, “hvorfor skulle jeg igennem sådan en oplevelse”, spørger Maren.

Sundhedsvæsenet: Vi beklager fejlen

Sundhedspersonalet oplyste, at kisten med Marens datter skulle lande i Paamiut fredag den 21. december. Maren Abrahamsen valgte at begrave kisten med datteren selv samme dag. Blot en uge efter, at de havde begravet en kiste uden indhold.

- Jeg har ikke engang fået tilbudt samtaler om hændelsen. Jeg prøver at bearbejde hændelsen ved at snakke med min familie og mine venner. Jeg prøver ikke at være stærk, jeg er træt af at få at vide, at jeg er stærk, fortæller Maren Abrahamsen.