sygehuse

Fejl på sygehuse koster mange milliarder skattekroner

For første gang har forskere undersøgt, hvad fejl på Danmarks sygehuse koster skatteborgerne.

Offentliggjort

Piller, som bliver forbyttet. Fejl under en operation. Eller blodprøver fra en syg patient, som forsvinder.

Hver eneste dag sker der fejl – eller utilsigtede hændelser, som det kaldes i fagsprog – på landets sygehuse. Nu har et nyt studie for første gang sat tal på, hvad de utilsigtede hændelser koster samfundet. Det skriver Videnskab.dk.

Ifølge forskernes beregninger er omkostningerne ved en utilsigtet hændelse i gennemsnit 100.000 kroner per patient, og ganger man tallet op, giver det en samlet udgift på omkring 27,5 milliarder kroner om året for det danske sundhedsvæsen, anslår forskerne i studiet.

- En utilsigtet hændelse er ikke bare alvorlig for den enkelte patient. Det er også en virkelig dyr historie for samfundet. Det er en kæmpe udgift, som vi helt klart kan gøre mere for at undgå, siger Kurt Rasmussen, som er speciallæge og en af forskerne bag det nye studie, til Videnskab.dk.

Læs også på Videnskab.dk: A38 kan bekæmpe influenza

Potentiale for store besparelser
Forskerne understreger, at deres budskab netop er, at sundhedsvæsnet har en stor økonomisk gevinst at hente ved at gøre en indsats for at forebygge fejl på sygehusene.

- Det er umuligt at forestille sig et sundhedsvæsen uden utilsigtede hændelser. Men man kan uden tvivl forhindre mange fejl ved at sætte ind med forebyggelse og strategier til at undgå fejlene, siger Jakob Kjellberg, som er sundhedsøkonom og professor ved Det Nationale Forskning- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).

Ifølge et tidligere dansk studie mener sygehusansatte selv, at utilsigtede hændelser kan forhindres i 40 procent af tilfældene.

Læs også på Videnskab.dk: Fantastisk sex fik kvinde til at miste hukommelsen

Professor: Lidt for utroligt?
Professor og sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen, som ikke har været med til at lave beregningerne, mener, at det er et »nybrud,« at vi får beskrevet, hvad de utilsigtede hændelser koster i kroner og øre.

- Det er ikke et område, som har været beskrevet i Danmark før. Studiet dokumenterer helt klart, at der er tale om meget store beløb, siger Kjeld Møller Pedersen, som er professor ved Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi på Syddansk Universitet.

- Men som sundhedsøkonom kan jeg ikke lade være med at være lidt skeptisk, når tallet er så stort. 27,5 milliarder svarer groft sagt til, at en fjerdedel af sygehusenes samlede budgetter skulle gå til denne her patientgruppe. Det synes jeg umiddelbart lyder lidt utroligt, og det kunne godt have fortjent en diskussion i studiet.

Forskerne bag studiet påpeger da også selv, at de 27,5 milliarder et »groft estimat« behæftet med flere usikkerheder.

- Men selv hvis det reelle beløb kun er halvdelen eller en tredjedel, så er der stadig tale om en kæmpestor udgift, som man kunne gøre en indsats for at undgå, siger Jakob Kjellberg.

Du kan læse hele artiklen på Videnskab.dk

Læs også på Videnskab.dk:

Menneske-robot på vej til Danmark

Oplev gigantisk by, fundet under jorden i Tyrkiet

Powered by Labrador CMS