Farvel til MIO

I sofaen, hvor familiens vogter Pablo snorker blidt, gør Aviâja Egede Lynge status over de sidste 10 år, hvor hun har stået i spidsen for MIO, Grønlands børnerettighedsinstitution.

Hvis vi begynder med det positive, så er Aviâja E. Lynge tilfreds med, at den nye koalition har aftalt at ville indføre en særlig klageinstans for børn. Og at MIO skal omstruktureres, begge dele på anbefaling fra MIO selv:

- Jo mere informeret befolkningen og systemet blev om børns rettigheder, jo tydeligere blev det, at vi i MIO jo ikke kunne tage enkeltsager, men kun kunne råbe op, forklarer Aviâja E. Lynge og uddyber:

- Vi har stået med mange forældre og børn, som vi ikke kan gå ind og hjælpe tilstrækkeligt. Det har været forfærdeligt.

Omkring 2022 vurderede MIO, at tiden var inde til at omstrukturere organisationen, så den ville indeholde en decideret klageinstans. Informationsniveauet er nu dér, hvor det i højere grad er den direkte hjælp, der er brug for, anfører Aviâja E. Lynge.

Hun er overbevist om, at en klageinstans vil kunne gøre en forskel. Det baserer hun på erfaringer, som MIO har indhentet fra Island og i Nunavut, hvor der findes klageinstanser, og det har dannet baggrund for MIOs anbefaling til Selvstyret. Samtidig er instansen også noget, FN anbefaler lande at gøre.

- Det vil være det rigtige at gøre. Vi kan ikke blive ved med at råbe op om de samme ting, år efter år, påpeger Aviâja Egede Lynge, der til juni overlader posten til sin efterfølger efter 10 år, som endte ud i en sygemelding omkring årsskiftet.

- Min krop kollapsede simpelt hen, og mit nervesystem kunne ikke mere efter alle de år, hvor jeg bare har været i konstant alarmberedskab og bare har kæmpet, fortæller hun.

Rejst landet rundt

Som nyudpeget Børnetalsmand lagde hun og medarbejderne hårdt fra kaj i 2015 med en rundrejse til Uummanaqs og Upernaviks byer og bygder, som dannede baggrund for den første af en række rejserapporter.

I alt har MIO gennem de sidste 10 år nået at besøge 40 steder i Grønland.

- Den første rejse var en kæmpe øjenåbner, hvor vi indså, at der var utroligt langt fra selve det offentlige system til familierne og børnene, siger Aviâja E. Lynge.

Hun fremhæver, at hendes baggrund som uddannet socialantropolog var medvirkende til at sætte rammerne for arbejdet i MIO. Det skulle baseres på værdier som tillid og tryghed og sikkerhed for at blive mødt på linje med dem som mennesker i forhold til den kultur, de befinder sig i.

Det betød også, at alle blev garanteret anonymitet, hvis de ville tale med MIO.

- Anonymiteten fik folk frem. Vi indsamlede stemmer for at få det overordnede billede af Grønland, forklarer Aviâja E. Lynge og fortsætter:

- Jeg tror på mange måder, det var et kæmpe chok for systemet og for befolkningen, at virkeligheden blev sat frem som et spejl, selv om man godt kender den, fordi den ikke er italesat.

At få lov til at være anonym betød også, at fagfolk fortalte om deres oplevelser. Når ikke deres jobtitler fra sygehuset eller dagplejen blev offentliggjort, turde flere lukke op uden frygt for at miste jobbet eller blive udstødt af bygden.

Men allerede efter den første rejserapport udkom, begyndte Aviâja E. Lynge efter eget udsagn at få trusler og blive udsat for karaktermord. Det kom fra politikere og fra små samfund, typisk fra mænd, siger hun, som havde den uformelle magt i små steder, hvor ”man i årtier har kunnet misbruge børn, uden at der skete noget.”

Den mentale pris

At rejse rundt i Grønland er som de fleste vil vide, både dyrt og tidskrævende.

Så derfor blev sted nr. 40 det sidste. Men det var ikke kun de økonomiske omkostninger, der bevirkede, at rejserne stoppede.

- Det har været mentalt hårdt at være derude og møde – nogle gange flere hundrede – traumatiserede familier og børn. Det har kostet mig dyrt personligt. Og jeg måtte slutte med en sygemelding og gå i traumebehandling, siger Aviâja E. Lynge og fastslår:

- Man kan ikke bære rundt på så manges traumer.

De mange indsamlede udsagn og oplevelser i rejserapporterne satte fokus på flere ting. Men en af de vigtigste fund for MIO var en større viden om, hvor udbredt den sociale kontrol i små samfund er herhjemme.

- En ting er statistikker. En anden ting er det store mørketal. Jeg har råbt mange gange om lokal inddragelse. Men når ikke man er vant til at arbejde med det, så synes det måske nemt for politikere og embedsmænd at lave et borgermøde, påpeger Aviâja E. Lynge og tilføjer:

- Problemet er, for at sige det lige ud: Vores eget Selvstyre inddrager ikke sin egen befolkning. Det er ikke nok med et borgermøde!

Den nu afgående børnetalsmand anerkender, at der mange steder sidder politikere, der ofte har god rådgivning fra kompetente embedsfolk, men ”nogle gange bliver det meget teoretisk.” Og det har hun jævnligt påpeget til stor irritation for beslutningstagere.

- Jeg har virkelig været en pestilens for mange og har hørt fra for eksempel et departement, at ”åh nej, nu kommer Aviâja igen og er sur,” fortæller hun.

Aviâja E. Lynge understreger, at hun aldrig har været efter politikerne eller embedsmændene som sådan.

Men, siger hun:

- Når du har siddet med tusinder af børn og deres oplevelser, som jeg ikke engang kan fortælle om i detaljer, fordi det er så uforståeligt. Og når du har forsøgt at forklare hvorfor tiltag ikke vil virke, så er det virkelig frustrerende.

I løbet af det forgangne årti har hun kastet sin energi og fokus ind i rollen som børnenes talsmand. Så meget, at hun ikke føler, at hun har haft overskud til et liv ved siden af. Det har været en kamp at skulle råbe op konstant – ikke mindst på grund af de skiftende politiske ansvarlige på børneområdet. I alt er det blevet til 9 forskellige naalakkersuisut i løbet af 10 år.

- Det har virkelig krævet vedholdenhed. Alle politikere vil det bedste, men det drukner i systemer i Selvstyret, vurderer Aviâja E. Lynge.

Vil nyde at være et menneske

Selv om det under tiden har føltes frugtesløst at arbejde som talsmand for Grønlands børn, er der også succes’er at tænke på, understreger Aviâja E. Lynge.

Den største succes er befolkningen, som MIO er nået igennem til. Tilbagemelding fra familier og borgere viser, at tavsheden bliver brudt, at folk begynder at handle, og at det bliver sagt højt når noget er forkert og ulovligt.

Hvilket glæder Aviâja E. Lynge, for som hun påpeger, så har hun aldrig mødt forældre, der ville deres børn ondt.

- Jeg har kun mødt forældre, som måske i generationer er dybt traumatiserede af aldrig at være blevet mødt, set, forstået og aldrig fået den støtte, de skulle have. Som er begyndt at selvmedicinere og hvor det handler om overlevelse, ikke kun økonomisk, også rent mentalt, siger børnetalsmanden.

- Den største succes for mig er derfor, at der sker noget hos menneskerne. Det er ikke statistikkerne alene. For det er en meget lang proces, vi er i gang med. Og det er grunden til, at jeg blev så længe. Det er svært at gå midt i en proces, forklarer hun.

Hvad vil dit bedste råd være til din efterfølger?

- At lytte til sig selv og sætte grænser fra starten. For mange mennesker kender ikke til grænser, siger hun og forklarer at hendes synlighed i offentligheden gjorde, at folk henvendte sig til hende for hjælp i alle mulige private sammenhænge. I bussen, i Brugseni, til kaffemikker.

- Derfor tager jeg ikke bussen længere, siger hun og tilføjer:

- Jeg kommer til at nyde bare at være et menneske. At møde andre som et menneske.

Gode minder med

Heldigvis er der også guldklumper i posen med minder fra MIO-årene for Aviâja E. Lynge:

- Børn jeg har kendt som små, kommer nu som unge mennesker hen til mig og fortæller stolt, hvordan de har det. En er for eksempel blevet politiker, en er blevet mor og barnet har det godt.

En anden mindeværdig oplevelse var, da den første underretning kom i Qaanaaq. Byen, hvor der aldrig tidligere var underrettet noget som helst før om overtrædelse af barnets rettigheder.

- Qaanaaq er særlig for mig. Vi havde arrangement i hallen, og hele byen kom for at opleve det, som vi havde lært børnene om værdighed, og at vi alle er lige mennesker. Der var mange smukke oplevelser, fortæller hun.

For ganske nylig blev hun mindet om, at selv om hun kunne føle det som 10 år med ensomhed, så var hun nok ikke ensom i virkeligheden. For under rapbandet Prussics afskedskoncert mødte Aviâja E. Lynge nogle unge mennesker, som fortalte hvor lykkelige de var over at opleve deres rollemodeller.

- De sagde lige ud, at da de var børn i 00’erne, var det kun Prussic, der forstod dem. Pludselig gik det op for mig, at jeg aldrig var alene. For jeg var sammen med børnene. Vi var sammen om det at give dem stemmer, siger hun.

Dertil kommer, understreger Aviâja E. Lynge, at hun har haft fantastiske kolleger, som har knoklet. Og at der har været et arbejdsfællesskab, hvor de har grint rigtigt meget for at få en form for forløsning for de mere hårde sider af jobbet. For eksempel under turen til Nordgrønland, hvor dialekten voldte lidt problemer til stor morskab for alle. Eller da hun i Qaanaaq gik ud for at møde tre fangere som kom hjem på hundeslæde.

- Da de så mig, begyndte de at fnise. Og til sidst indrømmede de, at det var fordi de havde set mig i Qanorooq og troede, at jeg var kæmpestor og kæmpehøj. Men jeg er jo ret lille, griner Aviâja E. Lynge.

Hendes fremtidsplaner er at blive selvstændig konsulent. Hun vil bruge sin uddannelse som socialantropolog kombineret med sin erhvervede viden om samfundet for ”at lave positive ting.”

- Jeg brænder jo for samfundsforhold, siger Aviâja E. Lynge, der op til valget fik 9 forespørgsler fra politiske partier om hun ville stille op for dem.

Kunne du forestille dig at gå ind i politik?

- Nej. Aldrig. Jeg vil gerne arbejde for befolkningen og ikke et system.