Far til den anholdte: Min søn bliver svigtet af kommunen
Orla Dalager, der er far til den 36-årige mand, der blev anholdt af politiet for trusler mandag aften, kritiserer kommunen for ikke at træde i karakter og hjælpe manden, der har en ADHD-diagnose.
I går mandag, gik det helt galt for Orla Dalagers 36-årige søn.
Manden havde forskanset sig i sin lejlighed og truet sine forældre og politiet. Han havde også truet sine omgivelser før og mellem jul og nytår. Det hele kulminerede i en politiaktion med vejafspærringer, der endte i anholdelse af manden omkring klokken 21.30 mandag aften.
Her, dagen efter episoden fortæller mandens far, Orla Dalager, at familien op til flere gange har bedt kommunen om at træde til, så den nu 36-årige søn kan få den rette hjælp.
- Jeg har den opfattelse af, at kommunen ikke ved, hvad den kan tilbyde af hjælp til en voksen mand med ADHD. Jeg mener også, at de ikke kan magte opgaven, siger Orla Dalager til Sermitsiaq.AG og fortsætter:
- Det er meget frustrerende og opslidende at henvende sig til kommunen gang på gang, uden der sker noget.
Han fortæller, at han igen har henvendt sig til flere sagsbehandlere, der er tilknyttet til hans søn, og bedt indtrængende om hjælp og støtte.
- Hvad er det for en hjælp, du forestiller dig, din søn kan få af kommunen?
- Hjælpen bør være, at han får den støtte, han har behov for, så han kan fungere i hverdagen. Vejledning og støtte vil hjælpe ham, svarer Orla Dalager.
Tryg barndom
Orla Dalager fortæller, at sønnen har haft en tryg barndom med masser af kærlighed og faste rammer.
Som ung flyttede han til Danmark, og under opholdet fik han en voldsdom og fik senere diagnosen svær ADHD. For elleve år siden vendte han hjem til sine forældre, hvor problemerne eskalerede.
- Det er desværre ikke første gang, at vi bliver truet på den måde. Ofte tager kører vi ud om aftenen eller natten for at være hos andre, så han ikke kan finde os. Men i går følte jeg, at han havde nået sin grænse, og derfor anmeldte jeg selv truslerne til politiet, fortæller Orla Dalager.
Orla Dalager er frustreret over, at de mange henvendelser til kommunen om støtte og hjælp endnu ikke har båret frugt, siden hans søn flyttede tilbage til Grønland for 11 år siden.
- Systemet svigter ham. Jeg som forælder har selv måttet hjælpe min søn blandt andet økonomisk, så han kan få mad. Og jeg må sige det på den måde, at jeg har hjulpet ham, så han ikke blev mere kriminel, siger han.
- Kommunen er forpligtet til at hjælpe svage borgere. Og kommunen bør træde i karakter og hjælpe psykisk syge borgere, så de kan have et velfungerende liv.
Kommunen kan ikke kommentere på den konkrete sag. Sermitsiaq.AG arbejder på en kommentar om de generelle muligheder og tilbud for voksne med ADHD.