Fanget i tolden: Ældre herre forsøgte at smugle hashplader til Nuuk
Politiet har anholdt en ældre herre for forsøg på hashsmugling. Hvor mange gram, der er tale om, er politiet stadig ved at finde ud af. Manden skal sigtes og afhøres.
En mand er fredag eftermiddag blevet tilbageholdt af toldvæsenet i Nuuks Lufthavn for at smugle to plader hash med i sin bagage. Han er nu blevet kørt til politistationen.
Det skriver KNR.
Vagtchefen hos Grønlands Politi uddyber over for Sermitsiaq.AG, at der er tale om en ældre herre.
- Jeg vil ikke komme ind på for mange detaljer, fordi vi stadig er i gang med efterforskningen, siger Jørgen Madsen.
Sigtes og afhøres
Hvad han dog kan fortælle, er, at Grønlands Politi stadig er i gang med tælle op, hvor mange gram hash, manden har haft med i sin bagage.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 13.32.
Vagtchefen oplyser klokken 15.30, at manden fortsat er anholdt.
- Han skal sigtes og afhøres, og så må vi finde ud af, hvad der skal ske yderligere. Det vil efterforksningen vise, siger han.