Fangere skal sælge til butikkerne

Grønlandske råvarers vej til køkkenbordet er alt for lang, og det vil Ane Hansen ændre

For mange led forsinker det grønlandske køds vej til køledisken, vurderer Ane Hansen
Offentliggjort

Når vi kommer hjem fra en tur i supermarkedet med aftensmad i kurven, stammer råvarerne alt for ofte fra Europa. Men årsagen til at vi undlod at købe en grønlandsk grønsag eller stykke kød, skyldes ikke den ofte dyrere pris på den lokaltproducerede råvare snarere tigængeligheden.

Alt for tit er det nemlig svært at købe grønlandsk, hvorfor forbrugerne ender med at købe mad produceret langt væk fra grønlandsk jord eller farvand.

Det vurderer medlem af Naalakkersuisut for Fiskeri, Fangst og Landbrug, Ane Hansen.

- I nogle tilfælde kan der være infrastrukturelle og markedsbestemte faktorer udenfor Naalakkersuisut’s rækkevidde, som har en indflydelse på priserne. Dog står det klart at råvarernes vej til køkkenbordet er alt for lang i de fleste af tilfældene, siger hun i et svar på et paragraf 37 spørgsmål til Siumuts medlem af Inatsisartut, Akitsinnguaq Olsen.

Hun har efterspurgt konkrete resultater, som Naalakkersuisut har opnået i forbindelse med at fremme selvforsyningen af råvarer.

Ane Hansen kan ikke pege på konkrete resultater, men fremhæver et øget fokus på at købe grønlandsk, og så at tilgængeligheden fremfor prisen ser ud til at være den største barriere for øget salg af grønlandske råvarer. Hun har omvendt også et bud på en løsning.

– Der er også brug for flere fangere med tilladelse til at sælge/indhandle direkte til butikkerne, som ligeledes også skal have en veterinærgodkendelse til indkøb/indhandling af fødevarer, siger medlemmet af Naalakkersuisut for Fiskeri, Fangst og Landbrug.

Powered by Labrador CMS