Familierne i Qaanaaq klar til at hjælpe børnene
Flere generationer deltog i MIOs aktiviteter, da børnetalsmanden besøgte Qaanaaq
MIO hat netop gennemført en rejse til Qaanaaq. I forbindelse med besøget blev der afholdt børnerettighedsaktiviteter for både børnene og deres familier i hallen i byen. Det er første gang, der deltager så mange fra flere generationer til MIO’s børnerettighedsaktiviteter.
Børnetalsmand Aviâja Egede Lynge fortæller, at hun er begejstret og overvældet over den store velvillighed og interesse for børns rettigheder, som hun mødte hos alle generationer.
- Det er bevægende, for befolkningens imødekommenhed og interesse viser os ønsket hos familierne om at gøre det bedste for deres børn. Det er ægte og meget rørende. Selv om vi ved, at nogle børn har det svært, så viser vores besøg, at der blandt borgerne er et inderligt ønske om at støtte op om og hjælpe på de måder, de kan, skriver hun i en pressemeddelelse.
MIO holder normalt kun børnerettighedsaktiviteter for børnene, når de besøger skoler og institutioner.
Men denne dag i hallen i Qaanaaq var der sådant et stort fremmøde blandt hele Qaanaaqs borgere, at MIO kunne inddrage familierne og vise hvad børns rettigheder handler om. Der var en stærk respons og lydhørhed blandt de fremmødte, lyder meldingen fra MIO.
I MIO’s nye strategi for 2018-2021 er netop familierne i fokus, så det var en god start på den nye strategi.
- Det kom et helt unikt fællesskab ud af det, hvilket er af afgørende betydning i kollektive samfund, hvor alle er afhængige af hinanden, siger børnetalsmanden.
- Jeg vil derfor takke alle disse familier og deres børn for at møde så talstærkt frem. Det er stærkt, at alle generationer kommer og er samlet om ét formål – nemlig at give deres børn det bedste liv.