Familie må flyve en dag tidligere: Må betale op til 10.000 kroner ekstra

Natten til lørdag lukkes alt flytrafik til og fra Nuuk, da landingsbanen i lufthavnen skal repareres. Arbejdet forventes afsluttet mandag, hvor lufthavnen åbner igen. Ændringerne rammer flere rejsende, heriblandt familien Ludvigsen, som står over for en uventet ekstraudgift på op til 10.000 kroner.

Atlantlufthavnen i Nuuk åbner torsdag den 28. november – og det vil under alle omstændigheder ændre rejsemønsteret i Grønland.
Offentliggjort

OBS. Opdateret. Air Greenland sørger for alle hotelovernatninger og mad for alle berørte passagerer.

Dorthe Ludvigsen og hendes familie, der lige nu er på ferie i Nørre Snede i Danmark, skulle efter planen rejse hjem til Grønland lørdag den 14. september. Men lufthavnen i Nuuk holdes lukket lørdag og søndag på grund af en reparation af landingsbanen. På grund af lufthavnslukningen har familien derfor modtaget en besked fra Air Greenland om, at deres hjemrejse er blevet ændret til fredag den 13. september – dagen før den planlagte afgang.

Ændringen betyder, at familien nu må finde alternativer, der resulterer i meromkostninger. De har blandt andet undersøgt muligheden for at ændre deres overnatning i Kastrup, men det vil koste dem yderligere 2.000 kroner.

Hertil kommer udgifterne til fly fra Nørre Snede til Kastrup, som vil påføre dem yderligere 5.000 kroner.

- Vi fik en SMS om, at vi skal rejse fra Kastrup den 13. september. Vi har forsøgt at ændre vores overnatning, men det koster os mere, og vi skal rejse midt om natten, hvilket ikke er muligt på grund af børnene. Det er meget frustrerende at afslutte vores ferie på denne måde, siger Dorthe Ludvigsen til Sermitsiaq.

Løsning nødvendig for mange passagerer

Dorthe oplyser desuden, at familien, på grund af forsinkelserne, først kan flyve fra Kangerlussuaq til Nuuk onsdag den 18. september. De skal derfor selv dække udgifterne til hotel og mad under deres ophold i Kangerlussuaq.

- Vi har planlagt ferien i et år, og vi har lavet budget efter det. Nu står vi med ekstraudgifter, som vi slet ikke havde regnet med. Jeg skulle også starte en moduluddannelse den 16. september, men det bliver ikke muligt nu, fordi vi først ankommer til Nuuk den 18. september, slutter Dorthe Ludvigsen.

Air Greenland sørger for overnatning og bespisning

Air Greenland oplyser, at de sørger for overnatningen og bespisning i Kangerlussuaq for alle berørte passagerer, som de altid gør, når der sker aflysninger på deres rutenet.

Air Greenland oplyser, at flyselskabet ikke er inde over planlægningen af reparationen af landingsbanen, men at selskabet har arbejdet for at finde de bedste løsninger for passagererne.

- Reparationen af landingsbanen står Greenland Airports for, derfor har Air Greenland desværre ikke haft ret mange muligheder end at forholde sig til udmeldingen fra Greenland Airports og har måtte planlægge ud fra de forudsætninger som er opstillet og er dermed uden for Air Greenlands indflydelse.

Powered by Labrador CMS