Taksøe-kritik

Færøsk minister: Fornærmende kun at diskutere Arktis

Færøerne er blevet glemt, mener landsstyret

Færøerne føler sig glemt i forbindelse med debatten om Danmarks fremtidige udenrigspolitik
Offentliggjort

Ambassadør Peter Taksøe-Jensens rapport om dansk udenrigspolitik frem til 2030 får stor kritik på Færøerne. Rapporten afspejler ikke færøsk udenrigspolitik, lyder det fra færøske politikere

Tilgangen til rapporten var så useriøs og fornærmende, at Færøerne takkede nej til at deltage, mener den færøske landsstyremand for udenrigsanliggender, Poul Michelsen fra Framsókn.

Læs: ICC-ros til Taksøe-rapport

Forkert grundlag
- Vi fik en invitation at deltage i forholdene omkring Arktis og ikke om udenrigspolitik i hele taget. Det er fornærmende, siger Poul Michelsen til den færøske avis Dimmalætting.

Peter Taksøe-Jensen og hans medarbejdere havde ellers sendt en invitation til både Grønland og Færøerne om at medvirke med deres synspunkter.

- Vi sendte en invitation til Færøerne, og de takkede nej. Vi spurgte igen om de var helt sikre på det, og svaret var det samme, siger Peter Taksøe-Jensen.

Læs: Forsker støtter Aleqas kritik af Taksøe-rapport

Egen holdning først
Poul Michelsen siger, at invitationen kom en måned efter lagtingsvalget sidste efterår.

Da var landsstyret ikke parat til at komme med en fælles holdning til, hvordan Færøerne ser udenrigspolitikken og sikkerhedspolitikken i forhold til Arktis. Især ikke efter at have taget over efter et landsstyre, som var mere venligsindet overfor rigsfællesskabet.

- På daværende tidspunkt havde jeg ikke noget fundament at gå ind i en diskussion om Arktis, når vi ikke havde formuleret vores egen mening. Vi er i gang med at lave et notat, som skal forelægges for landsstyret. Det kan muligvis bruges som en tillæg til Taksøe-rapporten, siger Poul Michelsen.

Vil af med fuldmagtsordning
Det er påfaldende, at rapporten ikke nævner Danmark, Færøerne og Grønlands modstridende interesser, tilføjer han.

Poul Michelsen så gerne, at Færøerne fik sin egen udenrigspolitik, og at fuldmagtsordningen fra 2005 blev ophævet.

Fuldmagtsordningen gav Færøerne mulighed for at overtage flere sagsområder, men ikke udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitikken.

Læs: Ny rapport: Danmark bør satse mere på Arktis og Grønland

Folketingsmedlemmer også skeptiske
Folketingsmedlemmerne Sjúrður Skaale (Javnaðarflokkurin/Socialdemokraterne) og Magni Arge (Tjóðveldi/Republikanerne), som begge er medlemmer af den arktiske arbejdsgruppe i folketinget, er skeptiske overfor rapporten.

Sjúrður Skaale, der er formand for arbejdsgruppen, siger til færøsk radio, at Danmark vil gøre sig til en stormagt på vegne af Færøerne og specielt Grønland og til egen fordel. Det er uheldigt, mener han.

Magni Arge tog spørgsmålet op i folketingssalen i spørgetimen med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

- Færøerne og Grønland burde lave sin egen rapport ligesom Danmark. Derefter kunne man forhandle på regeringsniveau, siger Magni Arge.

Statsministeren henviste til, at Færøerne og Grønland har vide beføjelser på udenrigsområdet, men der er rammer for, hvor vidt de kan gå.

Nævnsformand: Danmark varetager udenrigspolitikken
Søren Espersen (DF) og formand for udenrigsnævnet, siger, at det er helt i orden at drøfte aspekter af udenrigspolitikken mellem landene, hvis det kan ske på en konstruktiv måde. Men det ligger fast, at Danmark varetager udenrigspolitikken.

- Det er endnu i folketinget og hos regeringen, at udenrigspolitikken fastlægges. Det skal vi holde fast i. Det står ligefrem i grundloven. Alt kan diskuteres, men det skal være indenfor rigsfællesskabets grænser, siger Søren Espersen.

Powered by Labrador CMS