Færøernes flagdag fejret med prominent taler
Færøernes udenrigsminister, Sirið Stenberg, som også er forkvinde for det færøske parti Tjóðveldi, holdt tale i Nuuk fredag, hvor hun også mødtes med Naalakkersuisut.
Sirið Stenberg holdt flagdagens hovedtale.
Aqqalu Augustussen
Færøernes flagdag fredag den 25. april blev fejret med op mod 100 gæster i Hans Egedes Hus i Nuuk.
Det oplyser Den Færøske Forening, der afholdt fejringen i samarbejde med Færøernes landsstyre.
Blandt gæsterne var Færøernes udenrigsminister, Sirið Stenberg, som også er forkvinde for det færøske parti Tjóðveldi, og hun holdt flagdagens hovedtale.
- Dagen blev en både højtidelig og festlig markering af Merkið – det færøske flag – som første gang blev hejst i 1919 og officielt anerkendt af den britiske besættelsesmagt den 25. april 1940. Siden da er flagdagen den 25. april blevet en særlig dag for færinger over hele verden, skriver den Færøske Forening om fejringen.
I forbindelse med Sirið Stenbergs besøg i Nuuk, mødtes hun også med medlemmer af Naalakkersuisut, herunder naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), der ønskede tillykke med festdagen med håb om et godt samarbejde med Færøerne fremover.
Ifølge den færøske forening er der registreret 159 personer med Færøerne som fødeland i Kommuneqarfik Sermersooq.