bæredygtighed

Fælles front mod pirat-fiskeri i den arktiske højsø

USA, Grønland, Rusland og mange andre lande forsøger at forebygge ureguleret kommercielt fiskeri i højsøen i det centrale Arktiske Ocean

Forhandlingerne om en aftale har sit afsæt i erklæringen om at forhindre ulovligt fiskeri i den arktiske højsø blandt de fem arktiske kyststater til den arktiske højsø fra juli 2015.
Offentliggjort

I dagene 6. – 8. juli 2016 blev der afholdt det tredje møde blandt en række lande omkring eventuelt fremtidigt fiskeri i den arktiske højsø. Mødet blev beværtet af Canada og fandt sted i Iqaluit, Nunavut.

Tidligere møder blev afholdt i december 2015 og april 2016 i Washington, oplyser selvstyret i en pressemeddelelse.

Nye muligheder i takt med isens tilbagetrækning

Forhandlingerne om en aftale har sit afsæt i erklæringen om at forhindre ulovligt fiskeri i den arktiske højsø blandt de fem arktiske kyststater til den arktiske højsø fra juli 2015. Samtidig er det en udvidelse af kredsen af deltagende stater. På mødet i Iqaluit deltog således USA, Canada, Rusland, Norge og Kongeriget Danmark for så vidt angår Færøerne og Grønland, EU, Sydkorea, Kina, Japan og Island.

Mødet fokuserede på drøftelser af den bedste måde at forebygge ureguleret kommercielt fiskeri i højsøen i det centrale Arktiske Ocean og samtidig sikre bæredygtig udnyttelse af eventuelle fremtidige fiskebestande, skulle sådanne indfinde sig i takt med isens tilbagegang.

Enige delegationer

Alle delegationer bekræftede på mødet deres tilsagn om at træffe foreløbige foranstaltninger til at forhindre ureguleret kommercielt fiskeri i den arktiske højsø, oplyser selvstyret i en pressemeddelelse.

Der er tale om at sikre, at der ikke igangsættes kommercielt fiskeri, indtil der foreligger tilstrækkelig videnskabelig basis herfor, og der er indgået en aftale om en regional fiskeriforvaltningsorganisation. Alle delegationer er enige om en fælles forpligtelse til at fremme bevarelse og bæredygtig udnyttelse af levende marine ressourcer i den arktiske højsø.

Sikring af bæredygtig udnyttelse

Forhandlingerne om en aftale er sandsynligvis en trinvis proces forud for oprettelse af en eller flere yderligere regionale fiskeriforvaltningsorganisationer for dette område. Den Nordøstatlantiske Fiskeriorganisation NEAFC dækker allerede en lille portion af området. Det er således ikke en fredning af højsøen der er tale om, men derimod en sikring af bæredygtig udnyttelse, hvis der i fremtiden er biologisk basis for kommercielt fiskeri i højsøen.

Grønland var på mødet i Iqaluit repræsenteret af Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug og Repræsentationen i Washington. Derudover deltog Udenrigsministeriet og en repræsentant for Landsstyret på Færøerne.

Powered by Labrador CMS