Et usikkert investeringsland

Den juridiske tvist om Kuannersuit skræmmer investorer væk, fordi den synliggør juridiske og politiske udfordringer i Grønland. Forskere fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) opfordrer Naalakkersuisut til at se nærmere på vores retsvæsen.

Naalakkersuisut og Inatsisartut bør undersøge muligheden for at etablere sin egen internationale voldgiftsret, mener forskere fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i et netop offentliggjort politisk notat. Udgangspunktet er det juridiske slagsmål om Kuannersuit-sagen, der skræmmer investorer væk.
Offentliggjort

Udenlandske investeringer i energi- og råstofprojekter er afgørende for mange lande, der ønsker at bruge deres naturressourcer til økonomisk udvikling. For der skal rigtig mange penge til at finansiere et vandkraftværk eller et procesanlæg.

ABONNENTER

Denne artikel er fra en af Mediehusets aviser. 

Fremover vil historier som denne kræve abonnement.

God læselyst, og god fornøjelse.

Men fra et investorsynspunkt er de store projekter sårbare over for statslig indgriben, og mange lande går derfor langt for at sikre, at udenlandske investorer får en fair rettergang i tilfælde af tvister.

Den aktuelle voldgiftssag om Kuannersuit viser nogle af de juridiske og politiske udfordringer i Grønland på vejen mod mere økonomisk og forfatningsmæssig uafhængighed. Det skriver Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i et nyt politisk notat, hvor de også kommer med en række anbefalinger til både Inatsisartut og Naalakkersuisut.

Juridisk tvist I tvisten om Kuannersuit mener det australske selskab Energy Transition Minerals (tidligere Greenland Minerals), at de med udgangspunkt i deres efterforskningslicens fra 2007 har krav på at modtage en udnyttelseslicens, såfremt deres projekt opfylder alle krævede betingelser. De har derfor anlagt en voldgiftssag mod Danmark og Grønland med henvisning til, at ansvaret for råstofferne var et fælles anliggende i 2007 samt at standardbetingelserne for minelicenser giver mulighed for international voldgift.

ANBEFALINGER TIL INATSISARTUT OG NAALAKKERSUISUT

- Styrke Grønlands retsvæsen ved at forberede dommere til at varetage internationale voldgiftssager som et nødvendigt skridt i forberedelsen af fremtidige udenlandske investeringer 

-Vurdere om man enten skal sætte den danske voldgiftslov af 2005 i kraft eller formulere en særskilt grønlandsk voldgiftslov, måske i tillæg til udarbejdelse af en model for bilaterale investeringsaftaler

- Overveje, når forfatningsudkastet for en fremtidig uafhængig stat revideres, om fordelene (i form af investortillid, institutionel autonomi og ressourcer) ved at holde en endelig appeldomstol uden for Grønland opvejer ulemperne ved ikke at have en uafhængig domstol i Nuuk

Kilde: DIIS.dk

På den anden side står Naalakkersuisut og myndighederne, der med en ny lov fra 2021, har afvist projektet, fordi grænseværdierne for uran overskrides. Derudover argumenterer kammeradvokaten, der repræsenterer Danmark og Grønland med, at en voldgiftssag er i strid med retsreglerne i Danmark og Grønland samt i strid med den tvistløsningsklausul, der fremgår af vilkårene for den efterforskningstilladelse, som selskabet var blevet meddelt.

Etablering af grønlandsk voldgiftsret Der er ifølge DIIS tale om et ret komplekst juridisk landskab for udenlandske investorer. Grønland har i vid udstrækning selvstændig myndighed, men i nogle områder er dansk lov stadig gældende. Det skaber usikkerhed, og derfor anbefaler DIIS, at Naalakkersuisut og Inatsisartut undersøger mulighed for at etablere sin egen internationale voldgiftsret. Og derudover på den lange bane - når forfatningsudkastet til en fremtidig uafhængig stat skal revideres - at overveje om fordelene ved at holde en endelig appeldomstol uden for Grønland opvejer ulemperne ved at have en uafhængig domstol i Nuuk.

Ifølge DIIS-forskerne kan det skabe usikkerhed blandt investorer, hvis Grønland alene har sit eget retssystem, og derfor anbefaler de, at højesteret fortsat er i Danmark, som man også ser i flere caribiske stater, der selv efter fuld selvstændighed valgte at beholde det britiske retsudvalg Privy Council i London som sidste appeldomstol.

Powered by Labrador CMS