Et lyspunkt i mørket
Thuleområdet var forskånet for selvmord i 2022. Mange borgere har taget en række forebyggelsesarrangementer positivt til sig.
Da Masauna Peary – bosat i Qaanaaq og forebyggelseskonsulent i Avannaata Kommunia - sagde godt nytår til sine kollegaer, havde han en glædelig nyhed: der var ingen selvmord i hele Thuleområdet, Avanersuaq, i 2022.
Det skriver avisen AG.
- Det er jeg meget stolt og glad over. Jeg havde mange følelser timerne op til nytår. Jeg var spændt, men også rørt og glad, fortæller Masauna Peary.
For at reducere antallet af selvmord blev der i Avanersuaq gennemført en række tiltag sidste år. Det gælder afviklingen af projektet ”Qujanaq akornatsinniikkavit”, på dansk: Tak fordi du er i blandt os. Et projekt med fokus på sundhed og fritid.
- Folk var sammen i naturen. Gik ture og snakkede. Fik skabt et positivt samvær, siger Masauna Peary, der har arbejdet som forebyggelseskonsulent i Qaanaaq i lidt over et år.
Han fortæller, at folk har deltaget aktivt i mange begivenheder. For eksempel i FN’s verdensdag for selvmordsforebyggelse den 10. september. Men også i arrangementer i samarbejde med kirken.
- På Facebook laver vi aftaler om at tænde et lys i vinduet for at mindes alle dem, vi har mistet til selvmord. Her deltager rigtigt mange. Det giver folk styrke, når gør ting sammen, siger Masauna Peary.
Læs mere i avisen AG.