Et farvel til Arnanut: Et tab for sproget og kulturen

Mediehuset Sermitsiaq har besluttet at stoppe udgivelsen af Grønlands eneste kvindemagasin, Arnanut, som har været til i 21 år. Beslutningen er taget ud fra et kommercielt hensyn; magasinet mangler annoncører, og der er for få købere til det blad, som har udkommet fire gange om året.

Den pensionerede chefredaktør for avisen Sermitsiaq, Poul Krarup, som også i en lang årrække var direktør for mediehuset, var manden, som nikkede ja til Inga Dora G. Markussens forslag om at udgive et kvindemagasin. Han har selvfølgelig en holdning til lukningen af sin satsning i 2003.

– Jeg er først og fremmest udgiver, så det er trist og sørgeligt, at Arnanut ikke skal udgives længere. Men det er vilkårene for printmedier i den verden vi lever i. Det er svært at få folk til at betale for at læse et blad, og Sermitsiaq.AG er en forretning. Vi har prøvet mange forskellige udgivelser gennem tiden: Arctic Journal, lokalaviser i Sydgrønland og Nordgrønland osv. Det er svært at få annoncører, som er afgørende for at drive udgivelserne. Man kunne måske have ladet nogle af de andre aktiviteter i mediehuset dække Arnanuts udgifter. Som udgiver gjorde vi det i min tid. Men jeg vil nødigt kritisere den nuværende ledelses beslutning, for jeg kender ikke baggrunden for den, siger Poul Krarup, som mener, at lukningen af Arnanut er et tab.

– Bladet var med til at bevare sproget og kulturen, og var også med til at udvikle kulturen i Grønland på flere områder på et grønlandsk grundlag. Hvis der ikke gøres noget for at udvikle et lands kultur, vil andre kulturer bestemme udviklingen, og der vil populært sagt komme amerikanske tilstande, hvor fast food bliver kulturbærere. Kultur skal passes og støttes for, at den kan videreudvikles fra sine rødder, og Arnanut var en del af den proces i et lille sprogområde og en lille kultur, siger han.

Det var en mangelvare

Poul Krarup godkendte netop Arnanuts tilbliven, fordi han syntes, at Grønland manglede illustrerede blade, der eksempelvis fortalte alt det, kvinder kan lide ud fra en grønlandsk vinkel og på en grønlandske baggrund. Han var sådan set ligeglad med, om det var et dameblad, mandeblad eller noget a la Se & Hør, blot det var relevante historier for mennesker i Grønland på en grønlandsk baggrund.

– Det var en god ide, Inga pludselig en dag præsenterede for mig. Og det har altid været vigtigt for mig at lytte til medarbejderne og støtte deres ideer. Forudsætningen var, at hun (Inga Dora G. Markussen, red.) tog sig af indholdet, mens Sermitsiaq – det var før fusionen med AG – støttede op med grafik, markedsføring og salg. Der var den grønlandske vinkel på emner, kvinder kan lide, der var væsentlig. Det var jeg enig med Inga om, fortæller Poul.

Han indrømmer, at det har været en svær kamp at holde Arnanut økonomisk i gang. Det var svært at få folk til at købe bladet, selv om de bedste redaktører har stået for en god journalistik, og salgsafdeling og markedsføring har gjort et stort stykke arbejde. Men som han siger:

– Læserne skal lære, at det er nødvendigt at betale for god journalistik, og det koster at lave udgivelser på print og få dem sendt ud især i et stort land og lille sprogområde som det grønlandske. Der har været mulighed for at få støtte til bladprojekter, jeg ved ikke om det stadig er muligt, og det kunne være gået til Arnanut. Jeg tror, at bladets indhold godt kunne være udviklet og opfyldt international interesse, for vi ser jo, at turisterne er interesserede i at vide mere om Grønlands kultur, slutter Poul Krarup.