Estland sætter militæret ind efter flere kabelbrud
Tankskibet "Eagle S" mistænkes for at have forårsaget skader på flere kabler mellem Estland og Finland.
Den finske kystvagt sejlede torsdag ud til tankskibet "Eagle S" og gik efterfølgende om bord på skibet sammen med finsk politi. Skibet mistænkes for at have forårsaget skader på flere kabler i Østersøen.
Foto: Rajavartiosto/Reuters/Ritzau Scanpix
Estlands militær har fredag iværksat en operation, som skal beskytte det undersøiske kabel Estlink 1 i Østersøen.
Det oplyser landets udenrigsminister, Margus Tsahkna, ifølge Reuters.
Baggrunden er, at flere kabler i Østersøen er blevet beskadiget den seneste tid.
- Hvis der er en trussel mod kritisk undersøisk infrastruktur i vores region, vil der også komme et modsvar, skriver udenrigsministeren på det sociale medie X fredag formiddag.
Onsdag - 25. december - blev elkablet Estlink 2 beskadiget.
Kablet løber gennem Østersøen og forbinder Estland og Finland.
Skaderne på elkablet førte til strømafbrydelser.
Kystvagt overtog kontrollen med tankskib
Få timer efter at Estlink 2 blev beskadiget, blev der onsdag aften konstateret afbrydelser på tre kommunikationskabler i Østersøen.
Ligesom Estlink 2 løber de mellem Finland og Estland.
Finsk politi og den finske kystvagt gik torsdag om bord på tankskibet "Eagle S", der mistænkes for at have forårsaget skaderne på kablerne.
Kystvagten meddelte efterfølgende, at den havde overtaget kontrollen med tankskibet, og at det ville blive sejlet ind i finsk farvand.
Natos generalsekretær, Mark Rutte, lovede torsdag, at forsvarsalliancen vil yde støtte til Estland og Finland i sagen om kabelbruddene.
- Nato er solidarisk med de allierede og fordømmer ethvert angreb på vigtig infrastruktur.
- Vi følger Estlands og Finlands efterforskninger, og vi er klar til at yde mere støtte, skrev Mark Rutte på X.
Formoder at skibet er en del af russisk skyggeflåde
"Eagle S" er registreret på Cookøerne, som er et selvstyrende newzealandsk territorium i Stillehavet.
Skibet stævnede ud fra den russiske havneby Sankt Petersborg natten til den 25. december. Tankskibet ligger fredag formiddag i Den Finske Bugt sydvest for Helsinki.
Det finske toldvæsen formoder, at "Eagle S" opererer som en del af Ruslands såkaldte skyggeflåde.
Skyggeflåden består af tankskibe, som sejler under andre landes flag end Ruslands, og på den måde kan Rusland opretholde sin olieeksport på trods af udlandets sanktioner.
/ritzau/