"Eskimotæsk" fascinerer politiker
Venstre-politiker er fascineret af begrebet "eskimotæsk", som han mener, forhindrer handlen med narko i Grønland
Folketingets forsvarsudvalg var i sidste uge på rundrejse i Grønland. Med på turen var Venstres Karsten Lauritzen, der også fik tid til en snak med Grønlands Politi.
Ifølge Lauritzen skulle politiet have forklaret ham, at fraværet af hårde stoffer i Grønland skyldes, at de, der har forsøgt at sælge for eksempel kokain og ecstasy, har fået en omgang "eskimotæsk" af de hashpushere, der tjener godt på hashhandlen i Grønland og ikke ønsker konkurrence fra hårdere stoffer.
En uhellig alliance
- Det kan man vist kalde en uhellig alliance mellem forbrydere og politi, lyder analysen fra Karsten Lauritzen i en klumme i MetroXpress, hvori han også fastslår, at han finder udtrykket dybt eskimotæsk fascinerende.
Karsten Lauritzen mener dog også, at eksemplet tjener et formål i dansk kontekst, hvor en fri hash længe har været på den politiske dagsorden.
- Det er også interessant i lyset af vores hjemlige diskussion om legalisering af hash, hvor mange argumenterer for, at en afkriminalisering vil betyde, at rockere mister millioner i indtægter. For som eksemplet fra Grønland viser, er det tvivlsomt, om de kriminelle vil slippe et så lukrativt marked og stoppe deres kriminelle karriere, skriver han.
Overvej andet feriemål
Karsten Lauritzen fastslår i sin klumme i øvrigt, at han ikke har den store tiltro til det redningsberedskab, som Forsvaret har ansvaret for i Grønland.
- Sandheden er, at hvis uheldet skulle være ude, og de (krydstogtskibene, red.) rammer et isbjerg eller støder på grund, er der slet ikke redningskapacitet til at redde de normalt 2-3.000 passagerer, et skib sejler med. Så måske man skal overveje, om krydstogtferie i de arktiske områder er næste års feriemål.