INATSISARTUT

Erik Jensen (S): Siumut har ikke givet mandat

Medlem af Inatsisartut, Kuno Fencker (S) har for egen regning valgt at tage til USA og er havnet i Republikanernes politiske maskinrum, hvor han blandt andet udtaler, at "Danmark ikke har juridisk belæg for at have Grønland".

I en halv time lang samtale med forslagsstilleren til at forhandle med Kongeriget Danmark, Andy Ogles (Rep.) fortæller Kuno Fencker om hvordan Grønland ifølge ham bør arbejde for selvstændighed.
Offentliggjort

Selvom de grønlandske partier har erklæret at holde sammen på tværs af partifarver og meningsforskelligheder i forbindelse med USA´s tiltagende interesse for at overtage Grønland, så har et medlem af Inatsisartut "på egen regning" valgt at tage til USA i forbindelse med indsættelsen af Donald Trump som præsident for USA.

I en halv time lang "samtale", som er blevet delt på det sociale medie X af medlem af Repræsentanternes Hus i USA , Andy Ogles (rep.), fortæller Kuno Fencker om sine ambitioner for Grønlands selvstændighed.

Han påpeger blandt andet, at "Danmark på intet tidspunkt har fået juridisk ret til at kolonisere Grønland", og at Grønland hurtigst muligt bør statsdannes. Han ønsker desuden olie- og gasudvinding i Grønland. 

I interviewet understreger Kuno Fencker, at Grønland skal være en suveræn stat, men at det kan være i free association med USA eller med Danmark.

Andy Ogles er ikke hvem som helst

Politikeren Andy Ogles er ikke hvem som helst i forbindelse med Trumps planer om at købe og eje Grønland. Det er nemlig manden, som er kommet med et lovforslag til "at bemyndige præsidenten til at søge at indlede forhandlinger med Kongeriget Danmark for at sikre USA's erhvervelse af Grønland."

Han har ikke officielt fremsat prisen for købet af Grønland, men uofficielt har han talt om at betale Danmark 10.806 milliarder kroner for købet af Grønland.

Se hele videoen af Andy Ogles i samtale med medlemmet af Inatsisartut Kuno Fencker (S) og Trump-tilhænger Jørgen Boassen her.

Jensen: Vi har ikke givet mandat  

Men hvorfor vælger Inatsisartut-medlemmet Kuno Fencker (S) at bevæge sig ind i Republikanernes politiske maskinrum i den nuværende situation? 

Også selvom han selv erklærer, at det "er på privatbasis", når Grønlands regering og samtlige partier i Grønland forsøger at tale med en tunge om USAs fornyede og intensivere interesse for at "eje og kontrollere" Grønland?

Sermitsiaq har spurgt formanden for Siumut, Erik Jensen om, hvorvidt partiet er vidende om Kuno Fenckers "private mission".

- Vi har ikke givet mandat til, at enkelte medlemmer af Inatsisartut kan mødes med kongresmedlemmer eller andre folkevalgte i USA, så det må være på eget ansvar, hvis nogen taler med hvem de end taler med, jeg hører også, at han selv har betalt sin billet og ophold i USA.

Hvad med partidisciplinen? Er det op til de enkelte folkevalgte at bestemme og beslutte, hvordan de agerer i forhold til landets interesser?

- Vi har store krav til partidisciplin, og det skal alle folkevalgte overholde, og jeg har som formand for partiet kørt en meget stram og klar linje, hvad angår partidisciplinen, og nej, folkevalgte på vegne af partiet har bestemte regler at køre efter, og det skal være i harmoni med partiets målsætninger, som partiet har besluttet sig for, men igen jeg kan ikke bestemme over enkelte mennesker om, hvad de må og ikke må. 

- Hvis der er behov for det, så skal vi nok tage det op, når han kommer hjem.

Powered by Labrador CMS