Erhvervsleder: Dilemma om hellefisk

Eller burde vi i stedet fremover sætte særlige bevillinger af for at imødegå de følger, som kommer, efter at en given kvote er blevet fisket op?

Nogle af mine vigtigste og fornemste arbejdsopgaver som formand for SIK er at arbejde hårdt for, at vores medlemsskare sikres stabile beskæftigelsesmuligheder, hvilket jeg naturligvis agter at forfølge helhjertet.

Set i betragtning heraf er jeg fuldt ud klar over, at nogle - hvad fiskeriet i Uummannaq-området angår - kan have en forventning om, at jeg vil sætte alt ind for at presse en forhøjelse af den eksisterende kvote på hellefisk igennem, da jeg som bekendt også har til opgave at sikre arbejdspladser til vore medlemmer.

Omvendt vil jeg heller ikke være overrasket over den medlemskritik, jeg vil blive mødt med, hvis jeg valgte at undlade at presse på. Som formand og som borger i dette land er det imidlertid også min opgave og mit lod at vise samfundssind og ansvarlighed.

Dilemma
Her vil jeg ærligt indrømme, at jeg i denne sag står i et stort dilemma. Jeg kan naturligvis vælge det skridt straks at kræve en kvoteforhøjelse for resten af året, for derved at sikre medlemmerne en indtjening og beskæftigelse. For jeg er jo fuldstændig klar over, at når fiskerne får forhøjet deres kvote, vil det sikre beskæftigelsen på land.

Jeg mener imidlertid også, at vi på lang sigt er pisket til at tænke meget nøje over, om det nu også er klogt at forhøje en given fiskekvote, hver gang den fiskes op midt på året. Vi skal jo have i erindringen, at fiskeressourcen bør udnyttes bæredygtigt, så den også om 10, 20 og 30 år sikrer arbejderne et levebrød og ikke mindst sikrer vore børn og disses efterkommere mulighed for en indkomst.

Vi ved jo med al tydelighed, at den eneste konsekvens af en ukritisk forhøjelse af fiskekvoterne kun bliver, at vi frarøver fremtidens børn og unge et eksistensgrundlag. Dette ønsker jeg absolut ikke.

I forbindelse med lovgivernes behandling af næste års finanslov er det derfor også oplagt at henstille til, at man fremover sætter særlige midler af til de følgevirkninger, som kommer af, at en given fiskekvote bliver fisket op hen mod årets slutning. Eller at der sættes særlige beskæftigelsesmidler af for derved at kompensere for fiskernes/arbejdstagernes mistede muligheder for indtjening.

Den aktuelle situation minder os endnu engang om et andet vigtigt arbejde, der skal gøres; nemlig at det haster med at finde og igangsætte andre erhvervsmuligheder udover fiskerierhvervet.

Heldigvis er der lyspunkter og muligheder, da vi som bekendt i dette land er beriget med en masse ressourcer indenfor råstofsektoren. Dem skal vi udnytte. Men vi skal samtidig også sikre som noget af det første, at det primært er den hjemmehørende arbejdskraft, der kommer i beskæftigelse i sektoren samt i andre følgeerhverv.

Uret siger imidlertid fem minutter i tolv. Set i det lys, og da det ligger mig meget på sinde at sikre fiskerne og arbejderne et levebrød resten af året, anbefaler jeg en forhøjelse af kvoten på hellefisk. Men denne model går ikke længere fremover, da vi som nævnt også skal tage vare på kommende generationers muligheder for fortsat at høste af havets ressourcer.