socialområdet
Enegang med uddeling af goder bekymrer fagforening
Tjenestemændenes fagforening (AK) er langt fra begejstret for, at Kommuneqarfik Sermersooq er gået enegang med flere goder til ansatte for at tiltrække den nødvendige arbejdskraft. Sorteper bliver blot sendt videre til andre kommuner, mener den.
Det er ansatte inden for socialområdet i følgende byer Tasiilaq, Paamiut og Ittoqqortoormiit, som Sermersooq vil sikre ekstra personalegoder i form af bl.a. en ekstra frirejse.
Følgende goder kan nuværende og kommende medarbejdere få:
- Månedlig individuel supervision + gruppesupervision hver anden måned + ekstra supervision i forbindelse med akutte krisesituationer
- En årlig frirejse
- En times fælles motion i arbejdstiden om ugen eller deltagelse i CSR en time pr. uge
- En årlig inspirationstur til Nuuk, faglig sparring med kolleger fra Nuuk eller udvekslingsophold i en dansk kommune, såfremt det lader sig gøre
- Der bliver tilbudt en åremålslignende ansættelse (eventuelt i form af årligt éngangsvederlag)
Fagforeningen er bekymret for, at man risikerer at underminere de igangværende overenskomstforhandlinger og skriver i en pressemeddelse:
- Rekrutteringsfremmende forbedringer skal gennemføres på en måde, så de virker efter hensigten, og ikke blot hjælper en enkelt kommune, men kommer samtlige kommuner med lignende problemer til gavn, fastslår formanden for Atorfillit Kattuffiat (AK), Dina Olsen, som mener, at tiltagene er interessante, men at de burde indgå i en forhandling centralt.
Læs også: Ekstra goder til ansatte i Sermersooq
- AK må advare mod, at de enkelte kommuner søger at løse deres egne problemer ved at gå enegang uden om det centrale forhandlingssystem, siger Dina Olsen.
Fagforeningsformanden erkender, at der er et problem med at fastholde og tiltrække medarbejdere på socialområdet uden for hovedstaden Nuuk.
AK: Naalakkersuisut bærer ansvaret
Hun fastslår imidlertid, at flere års restriktiv og stiv lønpolitik, ført af Naalakkersuisut, bærer ansvaret for, at man nu står i denne situation.
De ekstra goder tilfalder nuværende og kommende socialrådgivere, familievejledere, terapeuter, psykologer, vejledere, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter på såvel ældre- og handicapområdet og pædagoger inden for social/psykiatri- og handicapområdet i de tre nævnte byer i Kommuneqarfik Sermersooq.