INATSISARTUT

Endnu en mistillidsdagsorden mod Poulsen

I går forsøgte Atassut forgæves at vælte medlemmet af Naalakkersuisut for boliger og infrastruktur, Hans Peter Poulsen (S). I dag har Naleraq besluttet sig for at fremsætte mistillidsdagsorden rettet imod samme medlem af Naalakkersuisut.

Oppositionspartierne tror ikke på Naalakkersuisuts boligreform. De benytter enhver lejlighed til at stille spørgsmålstegn ved reformen, og er heller ikke blege for at fremkomme med den ene mistillidsdagsorden efter den anden. I går var det Atassut og i dag er det Naleraq der går efter at vælte medlemmet af Naalakkersuisut.
Offentliggjort

Igen i dag holder Inatsisartut mødepause på grund af en mistillidsdagsorden. I går var det Atassut,  som forsøgte at vælte arkitekten bag boligreformen, medlemmet af Naalakkersuisut, Hans Peter Poulsen (S).

I dag er det Naleraq, der giver et rødt flag til samme medlem af Naalakkersuisut, også i forbindelse med boligreformen. 

Denne gang under behandlingen af Forslag til Inatsisartutlov om ændring af Inatsisartutlov om boligfinansiering.

- Forslaget indgår som et led i implementeringen af boligreformen og tager udgangspunkt i anbefalingerne fra Evalueringen af finansieringsordningerne på boligområdet. I evalueringen påpeges en række uhensigtsmæssigheder, som er forsøgt løst i nærværende ændringsforslag, forklarede Hans Peter Poulsen i sit forelæggelsesnotat.

Naleraq beskylder Poulsen for fortielse af oplysninger

- Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur Hans Peter Poulsen, har i sin fremsatte forslag EM2024/44, efter gentagende muligheder, til dags dato, har den pågældende Naalakkersuisoq stadigvæk ikke fyldestgørende oplyst de økonomiske konsekvenser ved en ændring af boligsikringen. 

- Derudover har Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur Hans Peter Poulsen, heller ikke fyldestgørende oplyst konsekvenser for borgernes huslejestigninger ved ikke at oplyse samtlige beløb af huslejestigninger ved forslagets vedtagelse. 

- Dermed har Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur Hans Peter Poulsen, fortiet oplysninger til Inatsisartut der er af væsentlige betydning for Inatsisartuts bedømmelse af sagen. 

- Vi ser os med baggrund i ovenstående nødsaget til at fremsætte forslag om overgang til næste punkt på dagsordenen begrundet i mistillid Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur.

Powered by Labrador CMS