Se billeder:
Elever mødte Sirius-patruljen
Folkeskoleelever i Ittoqqortoormiit kunne i dag møde et af Sirius-patruljens slædehold
Sirius-patruljen er nu i nogle år kørt lidt længere sydpå end tidligere.
Patruljens opgaver ligger normalt i nationalparken, men på det seneste er det også blevet til afstikkere til Ittooqqortoormiit.
Og det fik eleverne på Ejnar Mikkelsenila Aluarpia i Ittoqqortoormiit glæed af i dag, hvor de var inviteret på besøg hos et af slædeholdene, der lige nu opholder sig i byen.
- Den store tunge slæde blev efterset i alle detaljer, og teltet og dets indretning studeret. Det udstyr Sirius kører med er både velkendt og alligevel fremmedartet, så det var spændende at se det hele, skriver skoleinspektør Torbjørn Ydegaard.
Og selvom slædehunde langt fra er en sjældenhed i Ittoqqortoormiit, så er Sirius-hundene alligevel lidt anderledes.
- Mest lykke gjorde nu alligevel hundene. De er større og kraftigere end de lokale slædehunde. Og de er langt mere trygge ved mennesker og vil meget gerne snakkes med og kløs på maven og bag ørerne. Og det er der jo ingen børn, der kan stå for, fortæller Torbjørn Ydegaard.
- Det var en lærerig oplevelse, og der blev udtalt respekt for mænd, der kører hundeslæde og bor i telt 4-5 måneder ad gangen.