Elever får adgang til 97 mio. arktiske observationer
Gymnasieelever fra hele rigsfællesskabet får nu adgang til et gigantisk datasæt om det grønlandske klima.
Et stort undervisningsprojekt giver nu gymnasieelever indsigt i omfattende data om klima og miljø i Grønland. Projektet skal give eleverne en bedre forståelse af klimaforandringerne og inspirere dem til måske engang selv at forske i klimaet.
Projektet hedder 'Virtuel rejse i arktiske økosystemer - dyk ned i klimaforandringerne' og undervisningsmaterialet bliver tilgængeligt på både gønlandsk og dansk.
Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Datasættet, som projektet bygger på, består af 97 millioner observationer, der er indsamlet af forskere gennem en årrække i Grønland under et program kaldet GEM-program - Greenland Ecosystem Monitoring.
Forskerne har blandt andet studeret vegetation, dyr, vejr, hav, søer og gletsjere i Nordøstgrønland samt ved Nuuk og Qeqertarsuaq. De mange data er unikke og findes ikke magen til, lyder det fra universitetet.
- Vi gør de mange målinger tilgængelige for gymnasieelever, så de med egne analyser kan opnå ny viden og indsigt i de klimaforandringer, der sker her og nu, siger Torben Røjle Christensen fra Institut for Bioscience og Arktisk Forskningscenter, Aarhus Universitet i meddelelsen.
Projektet er blevet til i samarbejde mellem Aarhus Universitet, Grønlands Naturinstitut og Frederiksborg Gymnasium og HF med støtte fra Novo Nordisk Fonden.
Eleverne får ifølge universitetet adgang til opdateret undervisningsmateriale med de nyeste data. De kan eksempelvis få adgang til data fra sensorer, der måler temperaturen på timebasis året rundt.
Informationen kan de koble til det, de gerne vil studere. Det kan være udveksling af metan fra tundraen, snedække, blomstring, antal moskusokser eller hvad det måtte være.
Ved hjælp af droneoptagelser udvikler projektet desuden en 3D model, så eleverne virtuelt kan gå rundt i den grønlandske natur:
- På den måde håber vi at bringe videnskaben direkte ind i undervisningslokalet, give eleverne en jordnær forståelse af klimaforandringerne og måske endda inspirere nogle af dem til selv at kaste sig over klimaforskningen, siger Torben Røjle Christensen.