Elev-boom i Qaanaaq

I denne uge begyndte hele 18 elever i 1. klasse i skolen i Qaanaaq. Det er betydeligt mere end sidste år, hvor kun fem elever begyndte i 1. klasse.

Skoleinspektør Dan Normann sammen med en elev ved første skoledag i Qaanaaq.
Offentliggjort

Avanersuup Atuarfia, hedder skolen i Qaanaaq, som kaldes også 'Den nordligste byskole i Grønland', hvilket fremdeles gør den til det ganske danske kongeriges nordligste 'byskole'.

Den allernordligste skole er dog Evap Atuarfia i bygden Siorapaluk, der ligger nordvest for Qaanaaq.

Mandag 12. aug. kl. 11 startede hele 18 skole-elever i 1. klasse. Hvilket er et kvantespring fra sidste års 5 skole-startende elever.

Dette blev på festligste vis afholdt i skolens aula, hvor flere havde deres Avanersuarmiut nationaldragter på. Aulaen var dagens anledning fyldt til bristepunktet af forældre, bedsteforældre og andre familiemedlemmer og venner, og de nye 1. klasse elever afventede spændt slagets gang.

Den ledende skoleinspektør Dan Normann bød de spændte førsteklasses elever velkommen og tegnede og fortalte om, hvad der var i vente, ikke bare på selve dagen, men også hvad der venter dem igennem skoleåret.

Glade elever klar til skolestarten.

Herefter ledte deres klasselærer dem til deres grundklasseværelse, som blev helt propfyldt, da der var så mange familiemedlemmer i alle aldre, der ville fejre den store dag med dem. Til sidst blev den kristne børnesalme Annaasisinnguatta Asagamisigut spontant afsunget på smukkeste vis.

Til sidst var det tid til det traditionelle 1. klasse-billede med højt til loftet, her hvor midnatssolen endnu regerer i nogle uger endnu, hvorfor de selvsamme børn legede ude hele sommeren på alle tider af døgnet og bare gik i seng, når de ikke længere kunne holde øjnene åbne, ganske uden at være dikteret af dag og nat.

Men snart bliver det stille og roligt efterår, og natten presser sig på, og så er der pludselig ikke ret lang tid til, at polarnatten sænker sig i døgndrift - fra november til februar.

Powered by Labrador CMS