Ekstra stolt over grønlandsk pris

Det har en særlig betydning for Carsten Egevang, at han har fået tildelt en pris fra Grønland, fortæller han til Sermitsiaq.AG

Offentliggjort

Carsten Egevang, der i efteråret udgav fotobogen ”Grønland – dyrenes og menneskenes land”, blev fredag endnu engang hædret for sit høje faglige niveau, idet han modtog en miljø- og naturpris fra Grønlands Selvstyre.

Han blev i 2011 kåret som årets naturfotograf af foreningen "Naturfotografer i Danmark", ligesom han har vundet flere danske og internationale priser.

Men hvad betyder denne nye pris for Carsten Egevang, som gennem mange år har arbejdet i felten som biolog ved Grønlands Naturinstitut og været en del af det grønlandske samfund?

- Carsten Egevang, hvad betyder din nyvundnemiljø- og naturpris fra Grønlands Selvstyre for dig?

- Jeg ser prisen som et anerkendende skulderklap for mine aktiviteter både som forsker og fotograf. Det er en anerkendelse, der i sandhed gør mig både glad og stolt. Jeg har tidligere modtaget forskellige danske og internationale priser for min fotografering, men det at miljø- og naturprisen kommer fra en grønlandsk institution, selvstyret, har kæmpe betydning for mig. En betydning, der langt overstiger den prestige og de kontanter, der følger med prisen (20.000 kroner følger med prisen, red.).

- Begrundelsen for prisen er min formidling af forskningsresultater, og netop formidling er noget, jeg prioriterer højt. I forskningsverdenen måles og vejes vi forskere normalt på, hvor mange videnskabelige artikler vi producerer, men jeg ser det som en stor personlig tilfredsstillelse at nå ud til et større og bredere publikum med min forskning.

- Det samme gør sig gældende med min fotografering, hvor jeg befinder mig en stor del af året i nogle af klodens mest uberørte vildmarksområder, den storslåede grønlandske natur, og jeg finder stor glæde. Ja – næsten en forpligtigelse til at dele mine naturoplevelser gennem mine fotos.

Fugleområder i Grønland
- Hvilke projekter har du gang i?

- Jeg arbejder i øjeblikket med en rapport, der kortlægger betydningsfulde fugleområder i Grønland. Samtidigt laver jeg en internet portal, der skal videreformidle de fantastisk spændende resultater, der det sidste årti er blevet fortaget med sporingsudstyr på dyr i Grønland.

- Vores viden om, hvordan dyrene vandrer i og uden for Grønland er blevet væsentlig forbedret ved hjælp af ny teknologi som eksempelvis satellitsendere, men visse af disse resultater er kun tilgængelige i den akademiske verden. Disse resultater vil Grønlands Naturinstitut og Danmarks Miljøundersøgelser gerne videreformidle til et bredere publikum.

- Hvad er dit næste projekt?

- Til sommer udfører jeg som altid biologisk feltarbejde omkring grønlandske havfugle. Inden for fotograferingen har jeg i foråret planlagt flere ture, hvor jeg deltager på fangstture med grønlandske fangere for igennem mine fotos at dokumentere, hvordan fangst stadig den dag i dag er så vigtig en del af det grønlandske samfund. Dette skal gerne resultere i en ny bog om et til to års tid, fortæller Carsten Egevang til Sermitsiaq.AG.

Powered by Labrador CMS