Eksperter: Naalakkersuisut har ønsket at skabe ro
Der er ingen forårssamling og fem måneder til efterårssamlingen. Naalakkersuisut har ønsket at skabe ro i landet og få de mange medier på afstand, vurderer eksperter, der samtidig påpeger, at Inatsisartuts udvalg fungerer, og at det politiske arbejde stadig foregår.
Birger Poppel, der er samfundsforsker og emeritus ved Ilisimatusarfik, vurderer, at Naalakkersuisut har ønsket at skabe ro og undgå situationer hvor medlemmer trænges op i en krog af journalister.
Foto: Leiff Josefsen
De første tre måneder af 2025 var hektiske. Måske de mest hektiske nogensinde i nyere tid - ikke mindst for de folkevalgte, der har skullet navigere i den massive opmærksomhed fra udlandet samt valg til Inatsisartut og til kommunerne. Derfor unner de fleste borgere da også politikerne fred og ro for en stund.
Men hvor længe skal freden vare? Det er der delte meninger om.
Der er i hvert fald nogle, der undrer sig over, hvorfor Inatsisartut ikke er indkaldt til en ekstraordinær forårssamling, men at de nyvalgte medlemmer først skal mødes til efterårssamlingen - vel og mærke fredag den 19. september - om knap 5 måneder.
Ingen hastesager
Ifølge retschef for Inatsisartut, Kent Fridberg, er der ikke noget formalia, der hindrer, at Naalakkersuisut afholder en ekstraordinær samling her i foråret til behandling af eventuelle hastesager.
”Denne gang synes der dog ikke at have foreligget hastesager, som kunne nødvendiggøre afholdelse af en ekstraordinær samling i forlængelse af den konstituerende samling. Formanden for Inatsisartut har således ikke modtaget nogen anmodning fra formanden for Naalakkersuisut herom”, skriver Kent Fridberg i et svar til Sermitsiaq.
Lovgivningsarbejde kræver forberedelse
Det er Naalakkersuisut, der efter et valg til Inatsisartut, skal træffe beslutning om, hvilke lovforslag, der ønskes fremsat for Inatsisartut og med hvilket indhold. Og de beslutninger, som Naalakkersuisut træffer, kan betyde, at eventuelle lovudkast, som et departement forud for valget har udarbejdet eller har påbegyndt udarbejdelsen af, skal revideres - ligesom det kan betyde, at andre, helt nye lovudkast skal udarbejdes.
Dette vil ifølge Kent Fridberg som udgangspunkt kræve adskillige måneders arbejde. Og med i processen hører, at lovforslag som udgangspunkt skal i offentlig høring i 4 uger, hvilket kan være en begrundelse for, at man har valgt at udsætte samlingen til efteråret.
Inatsisartut har kontrolfunktion
Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Ulrik Pram Gad, påpeger, at da Naalakkersuisut har et meget bredt flertal, så kan de jo beslutte, hvad de vil, og hvis de mener, at de har et godt nok lovgrundlag at administrere ud fra, så kan de gøre det, indtil næste finanslov skal godkendes.
- Men Inatsisartut har flere funktioner, der ikke alene handler om at udpege Naalakkersuisut og lave lovene. De skal også kontrollere og holde øje med, at Naalakkersuisut gør deres arbejde ordentligt. Det kan de godt gøre, selvom der ikke er samling. For der er nedsat udvalg, og de udvalg kan for eksempel kalde en naalakkersuisoq i samråd. Men det foregår ikke offentligt i salen, og der kan heller ikke stilles forslag om forespørgselsdebatter, hvilket er en anden måde at stille medlemmerne af Naalakkersuisut til ansvar for politiske beslutninger. Men i sidste ende er det jo op til flertallet i Inatsisartut, hvor meget der kan vente til efterårssamlingen.
Der er brug for arbejdsro
Birger Poppel, der er samfundsforsker og emeritus ved Institut for læring på Ilisimatusarfik, er enig med Ulrik Pram Gad i, at Inatsisartuts arbejde ikke er indstillet, da udvalgene er nedsat og fungerer, men at det politiske arbejde for en periode foregår mindre offentligt.
- Jeg kunne godt forestille mig, at man fra Naalakkersuisuts side har ønsket at skabe ro og fred, og undgå en situation, hvor medlemmer i forbindelse med en samling bliver trængt op i en krog af journalister fra hele verden. Derudover har de fire partier i Naalakkersuisut formentlig brug for at få konkretiseret koalitionsgrundlaget, hvilket de nu har tid til, siger Birger Poppel.
Efterårssamlingen starter fredag den 19. september 2025. Frist for aflevering af forslag til optagelse på dagsorden er fredag den 15. august.