Efterforskere sendt til Arsuk efter mistænkeligt dødsfald

En 45-årig mand er sigtet for manddrab i Arsuk, hvor politiet i øjeblikket efterforsker et mistænkeligt dødsfald, som fandt sted tirsdag aften.

Offentliggjort

Fire efterforskere fra Nuuk politi er med helikopter blevet sendt til Arsuk, hvor de ankom onsdag tidlig morgen.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra politiet.

Tirsdag aften klokken 22.24 modtog vagtcentralen ved Grønlands Politi en anmeldelse om en livløs person i bygden Arsuk.

Kommunefoged og sundhedspersonale blev med det samme sendt til adressen, hvor de fandt en 58-årige mand, livløs og uden vejrtrækning. Der blev påbegyndt livreddende førstehjælp med det samme, men det lykkedes desværre ikke at redde mandens liv.

Sigtet for manddrab

Vidneforklaringer samt omstændigheder på gerningsstedet gør, at politiet efterforsker sagen som et drab.

Der er anholdt en 45-årig mistænkt, der er sigtet for manddrab. Han vil - ifølge Grønlands Politi - blive fremstillet i grundlovsforhør i Nuuk onsdag eftermiddag med henblik på tilbageholdelse.

Politiet har ikke yderligere oplysninger til sagen på nuværende tidspunkt.

Den nærmeste familie til den 58-årige mand, er underrettet om dødsfaldet.

Powered by Labrador CMS