Du har ret til receptpligtig medicin i DK

Borgere, der er bosat i Grønland, har ret til at få udleveret receptpligtig medicin i forbindelse med midlertidigt ophold i Danmark. Det fastslår sundhedsminister Sophie Løhde i et svar til IA-politikeren Aaja Chemnitz.

Offentliggjort

Du kan få udleveret receptpligtig medicin, ordineret af en læge i Grønland, fra et dansk apotek, såfremt lægen har autorisation i Danmark, oplyser Lægemiddelstyrelsen.

- Har lægen autorisation fra et andet EU-/EØS-land, skal apoteker i Danmark som udgangspunkt også ekspedere recepten (…) dog med de modifikationer, som fremgår af bestemmelsen. Herunder må apoteket ikke ekspedere recepter på lægemidler underkastet særlig overvågning, herunder euforiserende og afhængighedsskabende præparater udstedt af læger, der ikke har dansk autorisation, fremgår det af svaret, og hvor det tilføjes:

Fælles Medicinkort

- For at minimere risikoen for falske recepter kræver udstedelsen af disse lægemidler en elektronisk recept gennem Fælles Medicinkort (FMK), der forudsætter, at lægen har en gyldig dansk autorisation.

Sundhedsministeren oplyser yderligere, at borgere, bosat i Grønland, kan henvende sig til det danske sundhedsvæsen og modtage behandling under deres midlertidige ophold i Danmark, baseret på en lægefaglig vurdering.

- Borgere uden dansk CPR-nummer vil kunne få oprettet et erstatnings-CPR på FMK- online, som kan anvendes ved udstedelsen af recepter, oplyser Sophie Løhde.

Powered by Labrador CMS