Dronningen forbereder sit gravmæle
Kongeparrets gravmæle skal hvile på grønlandsk marmor.

En sarkofag af glas på tre søjler bliver det endelige gravmæle for dronning Margrethe og prins Henrik, når de engang dør. Den består af en glaskiste på tre granitsøjler. De tre søjler repræsenterer de tre dele af det danske kongerige: Danmark, Færøerne og Grønland, det skriver dr.dk.
Sarkofagen er udformet af kunstneren Bjørn Nørgaard og blev fredag præsenteret i Roskilde Domkirke, hvor den kommer til at stå i Sankt Birgittes Kapel i den nordlige side af kirken.
Det er regentparret selv, der har peget på Bjørn Nørgaard som manden, der skulle lave parrets gravmæle, og arbejdet med at udforme det har stået på i hemmelighed i næsten otte år.
- Jeg er kommet med hovedideen og materialevalget, og det er klart, at når det er et gravmæle, så har Hendes Majestæt og Hans Kongelige Højhed en række ønsker til detaljer. Sådan er det, siger Bjørn Nørgaard.
Indtil videre er sarkofagen, der skal være tre meter og 30 centimeter lang, dog foreløbig kun en model. Den består af en glaskiste på tre granitsøjler. De tre søjler repræsenterer de tre dele af det danske kongerige: Danmark, Færøerne og Grønland.
Dronningen og prinsgemalen kommer ikke til at ligge i selve glaskisten. De vil i stedet ligge nedenunder, men de vil være gengivet i silhuetter i glaskisten.