Døgnrapport: Pilot blændet af grønt laserlys

Grønlands Politi søger vidner i forbindelse med en sag, hvor en helikopterpilot er blevet blændet med et grønt laserlys, mens helikopteren var i luften.

Offentliggjort

Grønlands Politi efterforsker en sag, hvor en pilot er blevet blændet med et grønt laserlys natten til tirsdag.

- Hændelsen er sket klokken 01.17 natten til tirsdag, hvor en pilot i en SAR-helikopter er blevet blændet med et grønt laserlys, mens helikopteren var i luften, oplyser vagtchef ved Grønlands Politi Jeppe Andsager til Sermitsiaq og fortsætter:

- Det er potentielt farligt at blænde piloter, samtidig kan det give synskade hos piloten. Vi ser meget alvorligt på sagen, og vi er interesserede i at tale med personer, der kunne have kendskab til hændelsen, siger Jeppe Andsager.

Politiet oplyser, at der umiddelbart ikke er nogen rapporter om hvor, lyset kunne have kommet fra.

Indbrud i en skole

En anden sag efterforskes også tirsdag morgen. Der er sket et indbrud i Nuussuup Atuarfia natten til tirsdag omkring klokken 2.00.

- En rude er blevet knust, og kontoret er blevet gennemrodet. På nuværende tidspunkt har vi ikke en opgørelse af hvad, der er blevet stjålet. Men vi vil meget gerne tale med personer, der kunne have kendskab til indbruddet, fortæller vagtchefen.

Vidner kan kontakte politiet på telefon 70 1448.

Powered by Labrador CMS